Fortsæt til indhold
USA

Trumps benådning er signal til personer i fokus for Rusland-undersøgelse, siger præsident-allieret

D'Souza, Stewart og Blagojevich er alle dømt for lovovertrædelser, som har en parallel til personer i fokus i Rusland-undersøgelen.

SAN FRANCISCO - Donald Trump overraskede torsdag ved at give en kontroversiel, konservativ brandtaler en fuld benådning.

Den amerikanske præsident signalerede også, at han overvejer at gøre det sammen for to andre kendisser.

Dette er en beføjelse, som alle præsidenter har brugt.

Men Trumps melding torsdag har vakt opsigt, fordi den lignede et signal til en række personer, der er i søgelyset i den igangværende Rusland-undersøgelse om, at Trump vil beskytte dem. Det var også vurderingen fra Roger Stone, en mangeårig Trump-associeret og en tidligere politiske strateg for Trump.

»Det må være et signal til Mike Flynn og Paul Manafort og endda (den særlige Rusland-undersøger) Robert Mueller. Tiltal folk for forbrydelser, der ikke er direkte relateret til noget med Rusland, og så vil dette ske,« sagde Stone til Washington Post.

»Den særlige undersøger har meget magt, men præsidenten har mere magt,« fortsatte han.

Grunden til Stones bemærkninger var følgende:

Dinish D’Souza, som nu er benådet, og livsstilmogulen Martha Stewart og den tidligere demokratiske Illinois-senator Rod Blagojevich, som Trump overvejer at benåde, er dømt for ting som ulovlige valgbidrag, insiderhandel og for at lyve for efterforskere.

Marthe Stewart. Foto: Ritzau Scanpix/Angela Weiss

Det resonerer med det, som Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, tidligere kampagnechef Paul Manafort, Trumps personlige advokat Michael Cohen og andre, der kommet i klemme for i forbindelse med efterforskningen, står anklaget for.

»Hvis jeg var Flynn, Manafort eller Cohen ville jeg finde denne udvikling ret betryggende,« sagde Jens David Ohlin, vicedekan på Cornell Law School og ekspert i strafferet, til magasinet Business Insider.

Andre eksperter vurderede, at det kan svække Muellers mulighed for at presse personer til at samarbejde mod at få en eventuel dom nedsat.

»Hvis Flynn tror, at han vil blive benådet, vil han begynde at svare med enstavelsesord,« sagde Harry Litman, en tidligere anklageassistent til magasinet.

Valget af de pågældende kendisser syntes også at være et signal til personer, som Trump ikke kan lide.

Tidligere FBI-chef James Comey, som Trump sidste år fyrede, var anklageren i sagen mod Martha Stewart. Comey er en nær ven af Patrick Fitzgerald, der var anklager i sagen mod Blagojevich. Preet Bharara, anklageren i sagen mod D’Souza, er ligeledes blevet fyret af Trump.

Trumps begrundelse for at benåde D’Souza, som er kendt for at provokere og sprede konspirationsteorier, syntes også at have visse ligheder med Trups kritik af FBI’s undersøgelse af ham.

Dinesh D'Souza (tv.) sammen med sin advokat Benjamin Brafman på et billede fra 2014. Foto: AP/Richard Drew

»Jeg har altid følt, at han blev behandlet uretfærdigt,« sagde Trump til journalister, der torsdag var ombord på Air Force One med ham: »Det er der mange mennesker, mange mennesker, som er. Han skulle bare have haft en mindre, hurtig bøde. Som alle andre med de her valgting. Det, de gjorde mod ham, var forfærdeligt.«

Trump har også en personlig relation til de tre nævnte mennesker.

Godt nok sagde Trump torsdag, at han aldrig havde mødt D’Souza, men Sam Nunberg, en tidligere politisk rådgiver til Trump, sagde til Washington post, at D’Souza mødtes med Trump i Trump Tower i New York i 2012 kort før frigivelsen af hans Obama-kritiske film: ”2016: Obamas USA.” Ifølge Nunberg lovede Trump at hjælpe med at promovere filmen, hvilket han bl.a. gjorde med flere tweets.

Blagojevich var i 2010 med i Trumps tv-show på NBC ”The Celebrity Apprentice.” Han stillede op, efter at han var blevet tiltalt, men før han blev dømt, hvilket fik Trump til at rose ham for at »have mod« til at stille op.

Rod Blagojevich her på et billede fra 2012. Foto: AP/M. Spencer Green

Martha Stewart, som i dag har genvundet meget af sin tv-status, lavede i 2006 en spinoff af Trumps tv-show, som Trump kritiserede, da den ikke fik gode ratings.

Det rettede Trump dog senere op på: »Hun ser fantastisk ud; bedre end nogensinde,« skrev han i 2013 i et tweet: »Enhver mand ville være heldig at være sammen med hende.«