Fortsæt til indhold
USA

Donald Trump trækker USA ud af atomaftalen med Iran og genindfører sanktioner

Med beslutningen bryder præsidenten med USA's europæiske allierede.

SAN FRANCISCO - USA's præsident Donald Trump trækker USA ud af atomaftalen med Iran.

Hvis USA ikke gør noget, vil verdens største sponsor af terror snart kunne producere atomvåben, advarede Trump tirsdag fra Det Hvide Hus.

»Jeg meddeler i dag, at USA vil trække sig fra Iran-atomaftalen,« fastslog præsidenten.

»Dette er en forfærdelig, ensidig aftale, som aldrig nogensinde skulle været indgået. Den bragte ikke ro, den bragte ikke fred, og det vil den aldrig.«

Trump, som allerede under valgkampen lovede at skrotte aftalen, sagde, at USA vil genindføre de hårdest mulige, økonomiske sanktioner mod Iran, og advarede andre lande om, at de også vil blive ramt, skulle de på nogen måde hjælpe Iran med at dets atomprogram.

Trump brugte som begrundelse en melding fra Israel i sidste uge, om at Iran har holdt omfanget af sine tidligere atomvåbenambitioner skjult. En stribe eksperter og andre lande har ellers sagt, at disse oplysninger var kendte, da aftalen blev indgået i 2015. Der er heller ingen beviser for, at Iran har snydt med aftalen. Tværtimod er alle enige om, inklusive amerikanske myndigheder, at Iran har overholdt alle betingelser.

Trump erkendte så meget, men sagde, at aftalen ikke gav våbeninspektører nok adgang til at sikre, at Iran ikke producerer atomvåben i det skjulte. Han baklagede, at aftalen ikke begrænser Iran på andre områder såsom i at udvikle langdistance missiler. Præsidenten påpegede også, at USA ved at løfte sanktioner mod Iran reelt har givet landet milliarder, som det har brugt til at styrke sit militærbudget med 40 pct. og til at blande sig i krigene i Syrien og Yemen.

Det sidste har USA’s europæiske allierede erklæret sig enig i, er et problem. Men de har ønsket at løse dette separat fra atomaftalen. Dette har Trump nu endeligt vendt tommelfingeren ned til.

»En konstruktiv aftale kunne let være blevet indgået. Men det skete ikke. Der var en gigantisk fiktion om, at et morderisk regime kun ønskede et fredeligt atomenergiprogram. I dag har vi definitive beviser for, at det iranske løfte var en løgn,« sagde Trump – igen med henvisning til de israelske dokumenter.

»Det er klart for mig, at vi ikke kan forhindre en iransk atombombe under den ældgamle og rådne struktur i denne aftale. Iran-aftalen har en defekt kerne. Hvis vi ikke gør noget, ved vi præcist, hvad der vil ske,« fortsatte han og hævede overraskende, at USA og dets allierede står samlet.

Dette er på ingen måde tilfældet. Europæiske allierede er stærkt frustrerede over Trumps beslutning. Særligt Frankrigs præsident Emmanuel Macron har aggressivt lobbyet Trump for at blive i aftalen.

Både Storbritannien, Frankrig og Tyskland har alle gjort det klart, at de vil fortsætte med at støtte aftalen uanset, hvad Trump gør. Irans præsident Hassan Rouhani har på iransk tv efter Trumps melding ligeledes sagt, at Iran har til hensigt at blive i aftalen.

På et møde i Bruxelles tirsdag mødtes repræsentanter fra de tre lande med Irans viceudenrigsminister Abbas Araghchi for at tale om, hvordan aftalen kan fortsætte uden USA.

Andre underskrivere af aftalen, Rusland og Kina, har endnu ikke reageret.

Irans præsident Hassan Rouhani har tirsdag efter Trumps tale sagt, at Iran bliver i aftalen. Men den kommer uanset under pres, når USA trækker sig ud og geninfører sanktioner. Foto: Iranian Presidency Office via AP

Til gengæld var Trumps melding præcist, hvad Israel havde håbet på.

»Israel støtter fuldt op om Trumps modige skridt; at afvise den forfærdelige atomaftale med Iran. I stedet for at blokere Iran fra at få atomvåben, betaler aftalen Iran for at kunne lave et helt arsenal af atomvåben i løbet af få år,« sagde Israels premierminister Benjamin Netanyahu i en kommentar og hyldede præsidenten for at tage skridt til at sikre, at Iran aldrig får atomvåben.

»Ikke i dag. Ikke i løbet af et årti. Aldrig,« sagde Netanyahyu.

Premierminister Benyamin Netanyahu har i glædende vendinger bakket op om Trumps skridt. Foto: Sven Hoppe/AP

I stedet for denne aftale – officielt kaldet ”Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA) - vil USA lave en ny aftale med Iran, meddelte Trump også.

Flere personer fra den tidligere amerikanske regering under præsident Barack Obama, som var med til at forhandle aftalen på plads, har advaret om, at det ikke bliver let.

Ben Rhodes, daværende udenrigspolitisk rådgiver til tidligere præsident Barack Obama, skriver i et tweet, at Trump ingen plan har.

»Det tog fem års diplomatisk indsats at bygge sanktionsregimet (mod Iran) og to års diplomati at få aftalen på plads. Trump sprænger det hele i luften uden at forstå, hvad aftalen indeholder, uden at havre en plan for, hvad der nu skal ske, og uden støtte fra vores nærmeste europæiske allierede, Rusland eller Kina,« skrev han.

Kelly Magsamen, som havde en national sikkerhedsposition på et højt niveau, siger, at hun er forfærdet over udviklingen:

»Som en person, som har brugt år af sit liv på at få sanktioner på plads mod Iran under Bush og Obama, er jeg forfærdet over vrangforestillingen om, at vi let kan genvinde den indflydelse, som det tog år med et omfattende sanktionsdiplomati sammen med vores allierede, Rusland, Kina, Japan og Indien at opnå,« skrev hun på Twitter.

Det er anden gang, at Trumps trækker USA ud af en stor, international aftale. Sidste år meddelte han også, at han hev USA ud af klimaaftalen fra Paris, selvom denne omfatter stort set alle lande i verden med undtagelse af Syrien.