Fortsæt til indhold
USA

Trump vil meddele beslutning om Iran-aftale tirsdag

Det skrev præsidenten mandag i et tweet.

SAN FRANCISCO - USA’s præsident Donald Trump har meddelt, at han tirsdag kl. 20 dansk tid vil meddele, hvad han har besluttet i forhold til, om USA vil blive i atomaftalen med Iran.

Det meddelte præsidenten mandag i et tweet:

»Jeg vil meddele min beslutning på Iran-aftalen i morgen fra Det Hvide Hus kl. 14 (amerikansk østkysttid),« skrev han.

Europæiske ledere har sammen gjort et sidste forsøg på at overtale Trump fra at trække sig fra 2015-aftalen, som kom til verden efter en stor diplomatisk indsats – både fra EU og fra hans Trumps forgænger Barack Obamas regering.

De tre nationer er enige i, at Irans opførsel på flere områder er kritisabel, og at dette skal adresseres. Men de fastholder samtidig, at atomaftalen virker, fordi den sikrer, at inspektører kan kontrollere, at Iran ikke relancerer sit atomprogram, lød det fra de tre lande mandag.

Senest forsøgte Storbritanniens udenrigsminister Boris Johnson, der mandag var besøg i Washington, at slå denne point fast i et interview på Trumps yndlings tv-program ”Fox & Friends.

»Præsidenten har ret i, at aftalen har svagheder, og han har givet verden en fornuftig udfordring. Iran opfører sig dårligt, og det skal vi stoppe,« sagde Johnson.

Men hvis Trump skrotter aftalen, må præsidenten også forklare, »hvad der så sker,« fortsatte Johnson: »Mener vi alvorligt talt, at vi er parat til at bombe sådanne faciliteter,« såfremt Iran genopstarter sit atomprogram.

Fra europæisk hold er der dog ikke længere nogen stor tro på, at det er muligt at flytte Trump. Den franske præsident Emmanuel Macron sagde så meget efter hans besøg i Washington i forrige uge.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron sagde efter sig besøg i Washington i forrige uge, at han ikke troede, at Trump ville holde USA i Iran-aftalen. Her ses Macron sammen med Trump samt de to præsidenters hustruer, Melamia Trump og Brigitte Macron. Foto: AP/SUSAN WALSH

Mandag tilføjede en centralt placeret europæisk diplomat til CNN, at det efter hans mening er åbenlyst, at med mindre der sker noget dramatisk, så trækker Trump USA ud af aftalen.

Diplomaten tilføjede, at USA i så fald skylder at udpensle den strategi. Vil USA for eksempel sanktionere europæiske virksomheder, hvis de handler med Iran? Både Tyskland, Storbritannien og Frankrig har gjort det klart, at de vil stå ved aftalen.

Det er ikke nogen overraskelse, at Trump kommer med en melding i denne uge.

Præsidenten har gjort 12. maj til en deadline for at tage en beslutning om aftalen.

Og udsigten til, at Trump vil trække USA ud af aftalen, har tilsyneladende også fået John Kerry, udenrigsminister under Barack Obamas regering, til at trække i arbejdstøjet i et forsøg på at redde aftalen.

Boston Globe rapporterede fredag, at Kerry to gange har mødtes med Irans udenrigsminister Javad Zarif. Han har ligeledes talt med Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier og EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini.

Historien fik mandag Trump til at beskylde Kerry for »muligvis ulovligt skyggediplomati,« som USA ikke har brug for.

»Han var den, som skabte dette rod til at begynde med,« fastslog præsidenten.