Annonce
USA

Californien tigger om en mur, siger Trump: »Men det siger de ikke højt«

Præsidenten inspicerede tirsdag otte prototyper til en mur på grænsen til Mexico.

Trump står foran en af prototyper til en »stor, smuk mur,« som præsidenten lovede at bygge under sin præsidentvalgkamp. Foto: Ritzau Scanpix/Kevin Lamarque

SAN FRANCISCO - Donald Trump er stadig meget langt fra at kunne tage første spadestik til at bygge en »stor, smuk mur« på grænsen til Mexico, sådan som han lovede i sin valgkampagne.

Men da USA's præsident tirsdag inspicerede otte prototyper til sin mur, som er rejst i ørkenen uden for San Diego, spildte han ikke lejligheden til at hamre sit budskab igennem.

»Hvis der ikke der var en mur her, ville vi ikke have noget land,« sagde Trump stående under åben himmel omgivet af grænsebetjente.

»Men selv det vi har nu, er ikke nok. De har mange problemer i Mexico. Store problemer. De har karteller,« fortsatte præsident og forklarede, hvorfor de eksisterende barrierer ikke er høje nok.

»De (mexicanere) er som professionelle bjergbestigere. Meget dygtige klatrere,« sagde han.

Præsidenten hævdede også, at netop Californien, som han har i tweets har beskyldt for at »bringe hele nationen i fare« med sine »forfatningsstridige« love for at beskytte illegale migranter, »tigger og beder os om at bygge mure flere steder« for at standse tilstrømningen over grænsen.

»Men det fortæller de jer ikke. Men vi bygger ikke noget, før vi kan bygge det hele,« fastslog præsidenten, der nu også mener, at den anslået 18 mia. dollar (108 mia. kr.) dyre mur kan betale for sig selv.

»Ved at bremse kriminalitet, narko og illegale migranter,« tweetede han tidligere på dagen.

Under præsidentvalget tabte Trump med mere end fire millioner stemmer i Californien, og det var hans første besøg i delstaten siden sin indsættelse.

Men mens Trump syntes imponeret over prototyperne til sin mur, ligesom besøget leverede stærkt symbolske billeder til præsidentens fortsatte kampagne for at få den bygget, så vil turen næppe gøre noget for at forbedre forholdet mellem Californien og Washington.

Det sørgede Trump selv for ved at lange ud efter Californiens Demokratiske guvernør, Jerry Brown.

Trumps motorarkade ankommer til grænsehegnet nær San Diego. Foto: Ritzau Scanpix/MANDEL NGAN

»Brown er en fin fyr, men han leverer ikke varen. Det ved alle i Californien. Man har de højeste skatter i hele USA. Stedet er totalt ude af kontrol,« sagde Trump og kritiserede The Golden State for at beskytte illegale indvandrere.

»Du har sanctuary-byer, hvor kriminelle bor, og så går borgmesteren i Oakland ud med en advarsel, når ICE (de føderale migrationsmyndigheder) vil arrestere dem. Mange af dem er kriminelle og farlige mennesker,« tordnede Trump.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her