Tillerson advarer afrikanske nationer mod kinesisk finansiering: I risikerer at erodere jeres suverænitet
USA's udenrigsminister er på en ugelang rundrejse i Afrika.
SAN FRANCISCO - Rex Tillerson har advaret afrikanske regeringsledere om at undergrave deres egen suverænitet ved at acceptere penge fra Kina.
Meldingen fra USA’s udenrigsminister blev leveret under et møde i Den Afrikanske Unions hovedkvarter i Addis Ababa, Etiopien hovedstad, som er første stop på en ugelang rundrejse til en stribe afrikanske lande.
Tillerson understregede, at det ikke handlede om, at USA vil »holde kinesiske investeringsdollars ude af Afrika,« men at regeringer bør være opmærksom på konsekvenserne, hvis et projekt ryger ud i finansielle problemer.
»Ofte,« sagde Tillerson, »er finansieringsmodellerne struktureret på en måde, så landet automatisk mister kontrollen over sin egen infrastruktur eller egne ressourcer, hvis der opstår finansielle problemer.«
Selvom mange afrikanske lande er i vækst, kæmper flere med at sikre sig investeringskapital. Kina har i de seneste år hældt enorme summer i afrikanske infrastrukturprojekter og overtog i 2009 USA’s plads som Afrikas største handelspartner.
Tillerson er den første repræsentant fra Trump-regeringen, der besøger Afrika, og hans udtalelser er præget af, at den amerikanske regering halter alvorligt bagefter i forhold til andre landes investeringer og interesse for Afrika, siger John Ashbourne, en Afrika-økonom ved Capital Economics, til Financial Times.
»Amerikanerne er på hælene i mange afrikanske spørgsmål,« sagde Ashbourne. »Afrika her ikke været et fokusområde for Trump-regeringen. Der har været en total mangel på kurs.«