Fortsæt til indhold
USA

Hvem er den næste? Trump afviser kaos og indikerer, at flere fyringer er på vej

Tirsdag meddelte Trumps økonomiske toprådgiver som den seneste i en lang række sin afgang fra Det Hvide Hus.

SAN FRANCISCO - Præsident Donald Trump afviste tirsdag, at der er kaos i Det Hvide Hus.

Striben af folk fra hans stab, der har sagt farvel de seneste uger, er udelukkende et tegn på en god energi, lød det fra Trump - både mundtligt og i et tweet, hvori han også indikerede, at flere er på vej ud.

»Fake News historien er, at der er kaos i Det Hvide Hus. Forkert,« skrev præsidenten i tweetet: »Folk vil altid komme og gå. Jeg ønsker en stærk dialog før en endelig beslutning. Jeg har stadig nogle folk, som jeg ønsker at skifte ud (søger altid perfektion). Der er ingen kaos, kun fantastisk energi.«

Ved et pressemøde, som fandt sted umiddelbart inden, at New York Times afslørede, at Trumps økonomiske toprådgiver, Gary Cohn, forlader sin stilling, tilføjede præsidenten, at Det Hvide Hus er et fantastisk sted at arbejde.

»Jeg hører, at folk måske ikke vil arbejde for Trump, men tro mig – alle ønsker at arbejde i Det Hvide Hus. Alle ønsker at få en lille bid af det ovale værelse og West Wing. Ikke bare fordi det ser godt ud på CV'et.«

»Det er hårdt. Jeg kan godt lide konflikt. Jeg kan godt lide at have to mennesker med forskellige meninger, og det har jeg bestemt. Og så tager jeg en beslutning.«

Cohns opsigelse, som Trump senere bekræftede i et tweet, kommer kun dage efter, at to af præsidentens fremtrædende kommunikationsrådgivere er gået eller er på vej væk.

Der er også medierapporter om, at Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, H.R. McMaster, er på vej ud og muligvis vil blive erstattet af tidligere FN-ambassadør John Bolton, som ifølge CNN netop været til møde i Det Hvide Hus. I så fald bliver han den tredje nationale sikkerhedsrådgiver under Trump.

Ligeledes er der spekulation om, at stabschef John Kelly vil blive skubbet ud. Blandt andet som følge af hans håndtering af sagen om Rob Porter, en anden højtstående rådgiver, som for nyligt måtte gå, efter at begge dennes ekshustruer fortalte pressen, at han havde slået dem.

Ud over dette har Trumps toprådgiver og svigersøn, Jared Kushner, netop fået sin sikkerhedsclearing degraderet, så han ikke længere har adgang til tophemmelige CIA-briefinger om Mellemøsten, selvom en af Kushners opgaver er at forhandle fred mellem Israel og palæstinenserne.

Trump har samtidig fornyet sine angreb mod sin justitsminister, Jeff Sessions, hvilket har udløst nye spekulationerne om Sessions fremtid i jobbet.

Og senest har præsidenten med sin beslutning om at indføre straftold på stål og aluminium udstillet splittelse mellem sin stab og mellem sig selv og toppen i Det Republikanske Parti. Ifølge amerikanske medier er denne strid den sandsynlige årsag til at Cohn, der er en stor støtte af frihandel, har valgt at sige farvel.