Fortsæt til indhold
USA

Kreml blokerede Trump fra at udpege Romney som udenrigsminister, hævder notat fra tidligere spion

Trump mødtes efter præsidentvalget flere gange med Romney.

SAN FRANCISCO – Russerne fik Donald Trump fra at opgive at udpege Mitt Romney som sin udenrigsminister, hævder et ikke offentliggjort notat fra den tidligere britiske spion, Christopher Steele.

Kreml gjorde dets holdning kendt igennem »uspecificerede kanaler« for at sikre, at Romney ikke fik jobbet, skriver The New Yorker, som har fået kendskab til notatet.

Steele skrev ifølge bladet papiret i november 2016, efter at Trump havde vundet præsidentvalget.

Den tidligere MI6-spion er også forfatter til et andet notat, som har skabt bølger i USA med sin påstand om, at russerne muligvis har en klemme på Trump i form af kompromitterende billeder. Trump har altid afvist dette og kaldt det en heksejagt og politisk spin. Det var nemlig Demokraterne, der under valget - via et konsulentfirma - hyrede Steele til at kortlægge Trumps russiske forbindelser.

Romney, som under sin præsidentkampagne i 2012 beskrev Rusland som den største trussel mod USA, mødtes flere gange med Trump efter 2016-valget, hvilket fik mange til at spekulere, at han var USA's næste udenrigsminister.

Posten endte dog med at gå til Rex Tillerson, en tidligere topchef i oliegiganten ExxonMobil, som igennem dette arbejde havde opbygget et mangeårigt godt forhold til Kreml.

Romney har over for The New Yorker afvist at kommentere på historien. Det Hvide Hus har sagt, at Romney aldrig var førstevalget til jobbet.

Der har også været spekuleret i, at Trump kun lod som om, at han overvejede Romney og derved formåede at gøre gengæld for Romneys kritik af ham under valget som en »hykler« og en »svindler.«

Ifølge notatet bad Kreml Trump udpege en person til jobbet, som kunne hæve de økonomiske sanktioner mod Rusland som følge af dets ageren i Ukraine.