Amerikanske teenagere udvandrede fra undervisningen i protest mod våbenlovgivningen: »Det er sådan her vi sørger«
Studerende fra hele USA konfronterer regeringen efter skoleskyderi under sloganet »Never Again«
De kræver handling nu, og de er parate til at kæmpe for det, indtil det sker.
Overlevende fra onsdagens skoleskyderi på Marjory Stoneman Douglas high school går igen i dag på gaden sammen med tusindvis af elever fra resten af landet. De vil have den amerikanske våbenlovgivning ændret for at undgå fremtidige skoelskyderier.
Mere end hundrede sørgende studerende fra skolen i Parkland, Florida, hvor skyderiet fandt sted, rejste i dag mere end 700 km til hovedstaden i Florida, Tallahassee, for at konfrontere magthaverne med deres sorg og deres krav om forandring. Det skriver flere internationale medier.
De mødtes med både republikanske og demokratiske politikere og med Floridas guvenør Rick Scott.
»Nogle hørte klart og tydeligt, hvad vi sagde, og andre gjorde ikke,« fortalte Spencer Blum, der er elev på Stoneman Douglas high school, til The Guardian efter mødet.
De studerende marcherer under sloganet #NeverAgain, men de er indstillet på, at det bliver en lang kamp, som de ikke kommer til at vinde lige med det samme.
»Vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at få politikerne til at rette op på det her. Hvis der ikke sker noget nu, har vi midtvejsvalget i november, og ellers har vi præsidentvalget i 2020,« siger Brandon Abzug, en anden elev fra Stoneman Douglas high school til The Guardian.
Onsdag er det præcis en uge siden, at den 19-årige Nikolas Cruz skød og dræbte 17 elever på skolen i Parkland i Florida, og flere af de elever, der i dag gik på gaden, kom direkte fra begravelser for deres venner, som blev dræbt under skyderiet.
»Det er sådan her vi kommer igennem det, det er sådan her vi sørger. Det er det her, der holder os sammen,« sagde Sofie Whitney som også er elev på skolen i Parkland til The Guardin.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligere har givet udtryk for, at han støtter en stramning af baggrundstjek af våbenkøbere. Senere i dag skal de studerende mødes med ham udenfor Det Hvide Hus.
Eleverne bag kampagnen #NeverAgain har allerede nu annonceret en national march den 24. marts under overskriften "March for our Lives" (Marcher for vores liv red.) der som en del af kampen skal bidrage til at få alle skydevåben gjort forbudt i USA.