Trump langer ud efter FBI efter skolemassakre
Den amerikanske præsident kalder det »uacceptabelt«, at FBI overså »alle de mange signaler« forud for onsdagens skoleskyderi.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, er utilfreds med det nationale forbundspoliti.
Det gør han klart på Twitter, hvor han kritiserer FBI's indsats i forhold til onsdagens skoleskyderi i Florida, som kostede 17 mennesker livet og sårede næsten ligeså mange.
Trump mener, at det »uacceptabelt«, at FBI overså »alle de mange signaler, der blev sendt ud af skoleskyderen i Florida«, skriver han på Twitter.
Her kommer han desuden også med en forklaring på, hvorfor FBI overså signalerne.
»De (FBI, red.) bruger for meget tid på at bevise en russisk sammensværgelse med Trump-kampagnen - der er ikke nogen sammensværgelse. Gå tilbage til det grundlæggende og gør os alle sammen stolte!«
I ugens løb er det kommet frem, at FBI i januar modtog et tip om, at den formodede gerningsmand - 19-årige Nikolas Cruz - ejede et våben, og at han drømte om at slå mennesker ihjel. Det amerikanske forbundspoliti fulgte dog ikke op på henvendelsen, erkendte bureauet fredag.
Samtidig kom det også frem, at FBI seks måneder før skolemassakren modtog en henvendelse fra en anden borger om, at en bruger ved navn Nikolas Cruz havde efterladt en bekymrende kommentar på YouTube.
»Jeg vil være professionel skoleskyder,« lød beskeden.
Efterforskningen ledte dog ikke til, at FBI fik lokaliseret personen bag kommentaren.