Annonce
USA

Misbrugte gymnaster tordner mod træner i skandalesag

OL-træner vendte det blinde øje til holdlæges overgreb, mener flere ofre i stor skandalesag i USA.

John Geddert (med ryggen til) stod i spidsen for den såkaldte Twistars Club, hvor Larry Nassar var tilknyttet som læge for gymnasterne. Matthew Dae Smith/AP

Larry Nassar, der har været læge for amerikanske OL-gymnaster, blev i januar ved en domstol i Michigan idømt 40 til 175 års fængsel for at have forgrebet sig seksuelt på mindst 265 gymnastikpiger og andre piger og unge kvinder.

Men under de sidste høringer i sagen rettede flere af ofrene i sagen en kritisk finger mod en anden person, der foreløbig ikke har været omtalt i skandalesagen.

Det drejer sig om OL-træneren John Geddert, der ifølge flere af de misbrugte gymnaster blev ved med at henvise piger til den nu dømte holdlæge.

Far til ofre forsøgte at angribe skandaleramt OL-læge i retten

- Træning under frygt, chikane, skam og klar forskelsbehandling var normen. Vi blev manipuleret i årevis til at adlyde for enhver pris, siger Annie Labrie, en af Larry Nassars mange ofre, under den sidste høring i sagen.

Hun er ikke overrasket over, at holdlægen kunne fortsætte sine overgreb i så lang tid, som han gjorde.

John Geddert stod i spidsen for den såkaldte Twistars Club, hvor Larry Nassar var tilknyttet som læge for gymnasterne.

Flere af Nassars ofre klager over, at Geddert etablerede en ultrakonkurrencepræget atmosfære på holdet og ignorerede pigernes skader. Samtidig tilbød han kun sjældent pigerne muligheden for at se en anden læge end Larry Nassar.

Nassar var i den forløbne uge i retten til en sidste høring angående misbruget, der fandt sted i Twistars Club.

Gymnastikledelse i USA træder tilbage efter sexskandale

En af de 30 ofre, der var til stede under høringen, anklager John Geddert for at have vendt det blinde øje til Larry Nassars misbrug.

- Hvorfor fortsatte John med at henvise sine atleter til Larry, når han var klar over, hvad der skete under behandlingerne, lyder det i en skriftlig udtalelse fra ofret, der ønskede at være anonym under høringen.

Larry Nassar arbejdede for Michigan State University og det amerikanske gymnastikforbund som træner for OL-gymnaster. Han var de amerikanske gymnasters læge gennem fire olympiske lege.

Som følge af sagen har bestyrelsen i USA's gymnastikforbund efterkommet et krav fra USA's Olympiske Komité om at træde tilbage.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her