Trump har underskrevet dekret: Guantanamo Bay-fængslet skal forblive åbent
Præsidenten vil holde Guantanamo åben til tilbageholdelse af terrorister.
SAN FRANCISCO
Det kontroversielle, amerikanske militærfængsel Guantanamo Bay i Cuba, skal ikke lukkes.
Donald Trump har underskrevet et dekret, som tilbageruller en beslutning fra sin forgænger Barack Obama.
Det meddelte han tirsdag i sin tale til Kongressen om unionens tilstand.
Dekretet fastholder Guantanamo som et militærfængsel, der kan bruges i forbindelse med anti-terrorindsatsen.
»Vi har løsladt hundreder og hundreder af farlige terrorister, kun for at møde dem igen på slagmarken,« beklagede Trump og sagde, at der var brug for at genoverveje den nuværende politik for tilbageholdelse af terrormistænkte.
»Jeg beder Kongressen sikre, at vi i kampen mod Islamisk Stat (IS) og al-Qaeda bliver ved med at have magten til at tilbageholde (tilfangetagne), uanset hvor vi måtte finde dem,« sagde Trump.
Han fremhævede også, at han efter sin indsættelse havde lovet at udslette IS.
»I dag er jeg stolt af at kunne rapportere, at tæt på 100 pct. af de områder, som disse mordere for nyligt havde kontrol over i Irak og Syrien og andre steder, er befriet,« lød ordene fra Trump, der udløste et meget stort bifald fra salen.
»Men der er stadig meget arbejde at gøre,« fortsatte han.
Det var den tidligere Republikanske præsident, George W. Bus, som åbnede Guantanamo efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 med henblik på at kunne tilbageholde og afhøre mistænkte terrorister uden, at de blev givet de normale rettigheder, som de ville have fået i en fængsel på amerikansk fastland.
En overgang sad der op mod 680 personer i fængslet. Bush forflyttede siden omkring 500. Obama forflyttede 197. Der sidder i dag stadig omkring 41 indsatte, fordi intet land har ønsket at tage imod dem.
Forholdene i fængslet er dog stærkt forbedrede i forhold til de første år.