Ivanka Trump bliver beskyldt for at udnytte sin politiske position til forretninger
Donald Trumps datter arbejder både som politisk rådgiver og som sælger. Men de to interesser er modsatstridende, mener kritikere.
Ivanka Trump har åbnet en ny forretning i New York's Trump Tower, hvorfra hun sælger håndtasker, sko og smykker. Men det er et problem, når hun samtidig arbejder som sin fars rådgiver, mener kritikere.
Sådan skriver Independent.uk.
»Det er endnu en af mange interessekonflikter (...) Ved at sælge produkter til de hårde Trump-støtter, som allerede hænger ud i Trump Tower, kommer hun endnu dybere i lommen på dem,« udtaler Richard Painter, chefadvokat i etiske spørgsmål i det Hvide Hus under George W. Bush, til The Washington Post.
Da Donald Trump blev valgt til præsident udpegede han sin datter, Ivanka Trump, som sin rådgiver. Hun nedtonede derfor sit daglige arbejde i Trump-forretningen og overgav sine forretningsmæssige aktiver til familiemedlemmer som sin bror, Donald Trump Junior.
Hun fortsatte dog med at have kontrol over mærket, og er derfor blevet konfronteret med beskyldninger om, at hun udnytter sin politiske stilling og forbindelser til at tjene penge, skriver Independent.uk.
Tidligere i år blandede Donald Trump sig også i datterens forretninger. Han syntes, at Ivanka blev uretfærdigt behandlet, efter firmaet Nordstrom stoppede med at sælge hendes produkter.
»Min datter er blevet behandlet så uretfærdigt af Nordtrom. Hun er en god person - skubber mig altid til at gøre det rigtige! Forfærdeligt!« skrev Donald Trump på sin Twitter i februar.