USA tvivler på rækkevidden af Nordkoreas atomvåben
Nordkorea er næppe i stand til at ramme USA's fastland med atomvåben - endnu - siger den amerikanske forsvarsminister.
Der hersker ingen tvivl om, at Nordkorea arbejder målrettet på at udvikle atomvåben, der kan ramme stort set over alt på kloden.
Men på trods af landets testaffyringer af stadigt kraftigere og mere avancerede missiler, så tvivler USA angiveligt på, at Kim Jong-un rent faktisk er nået så langt, som styret i Pyongyang hævder.
USA's forsvarsminister James Mattis sagde fredag, at han ikke tror på, at Nordkorea er i stand til at ramme det amerikanske fastland med atomvåben endnu, beretter CNN.
Bemærkningen faldt under en briefing for amerikanske journalister i forsvarsministeriet, Pentagon. Her sagde Mattis, at Nordkoreas interkontinentale ballistiske missiler »endnu ikke har vist sig at være en reel trussel« mod USA.
Han tilføjede ifølge CNN, at USA fortsat analyserer situationen med det nordkoreanske atomprogram.
»Vi er stadig ved at undersøge bevismaterialet, vi foretager stadig de tekniske undersøgelser, og det tager noget tid.«
Den 28. november testede Nordkorea dets hidtil kraftigste missil, som fløj både højere og længere end tidligere modeller. Det såkaldte Hwasong-15-missil blev affyret mod øst fra Pyongsong nord for hovedstaden Pyongyang. Det nåede ifølge Nordkorea op i en højde af 4.475 km og holdt sig i luften i 53 minutter, før det styrede ned i Det Japanske Hav vest for Japan.
Efterfølgende triumferede Nordkoreas statslige nyhedsbureau over, at landet nu kunne ramme »hele det amerikanske kontinent« med dets langtrækkende atommissiler. Hidtil havde kun Alaska og byerne på den amerikanske vestkyst været i potentiel fare.
Men nu lød ekspertvurderinger, at Hwasong-15-missilet har en mulig rækkevidde på over 13.000 km, hvis det affyres i den rette vinkel. Dermed kan Nordkorea potentielt ramme både Los Angeles, Washington − og for den sags skyld også København.
Siden testaffyringen har andre ekspertvurderinger dog sået tvivl om, hvorvidt Nordkoreas test rent faktisk beviste, at Nordkorea rent faktisk kan levere atombevæbnede missiler med global rækkevidde. Eksempelvis hæfter flere eksperter i missilforsvar sig ved, at Nordkorea gang på gang affyrer missiler næsten lige op i luften og ikke i en fladere og længere bue med en stabil flyverute, hvilket angiveligt er sværere at opnå rent teknisk.
Dertil kommer en række ubesvarede spørgsmål om, hvor præcise missilerne er, og om deres sprænghoveder er i stand til at overleve den hårde tur ned igennem atmosfærens varme.
Desuden er det reelt umuligt at beregne Hwasong-15's præcise rækkevidde uden at kende vægten af missilet samt det atomsprænghoved, som det i givet fald skal transportere. Nordkorea har hævdet, at Hwasong-15-missilet var udstyret med et »superstort« og tungt sprænghoved, men der er kun nordkoreanernes ord for det.
Mens de amerikanske forsvarsteknikere analyserer videre, fortsætter konflikten mellem USA og Nordkorea.
Fredag advarede Ruslands FN-ambassadør, Vasilij Nebenzia, forud for et møde i FN's Sikkerhedsråd om, at truslen om væbnet konflikt på den koreanske halvø har aldrig været større end i dag.
»Krigerisk retorik og tankeløst spil med musklerne har ført til en situation, hvor hele verden gisner om sandsynligheden for krig,« sagde han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Forud for mødet kom den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, med en åben invitation til Nordkorea.
Senere krævede han dog, at Nordkorea skal »gøre sig fortjent« til at komme tilbage til forhandlingsbordet.
Tillerson understregede, at USA ikke accepterer betingelser fra nordkoreanernes side, og at der »skal ske vedvarende ophør af Nordkoreas truende adfærd, inden forhandlinger kan begynde«.