USA-diplomat siger op med besked til Tillerson: Vis lederskab, eller jeg vil »ydmygt anmode dig om at følge med mig ud af døren«
Anerkendt amerikansk diplomat retter en bredside mod udenrigsministeren og Trump.
Militæret har taget over, hvor diplomatiet før herskede.
Det er bare ét af de kritikpunkter, som den nu tidligere amerikanske diplomat Elizabeth Shackelford kommer med i et opsigelsesbrev, som er stilet direkte til udenrigsminister Rex Tillerson.
Her smækker kvinden, der har været udsendt til både Nairobi, Sydsudan, Kenya og Polen og vundet en pris for sit arbejde, eftertrykkeligt med døren.
»Vi har overdraget vores bemyndigelse til at drive amerikansk udenrigspolitik til Pentagon på foranledning af Det Hvide Hus, men til skade for vores nation,« skriver hun i brevet, som Foreign Policy og CNN har fået adgang til.
Donald Trump omgiver sig med militærfolk, som sine nærmeste rådgivere, og ifølge CNN har forsvarsministeriet placeret stadigt flere soldater i Afrika, ikke mindst i Somalia, hvor man til gengæld ikke har erstattet den ambassadør, som forlod posten i september.
Samtidig forlyder det, at militære ledere får lov at mødes med somaliske, politiske ledere, mens diplomater får afslag på deres anmodninger om det samme med henvisning til sikkerhedshensyn.
Elizabeth Shackelford bemærker, at der er annonceret nedskæringer i ministeriet, hvilket efter hendes mening blot vil føre til en acceleration af udviklingen, hvor militæret overtager diplomatiet.
Hun kritiserer regeringens manglende engagement i menneskerettigheder og demokrati og ikke mindst den tale, som Rex Tillerson holdt for de ansatte i udenrigsministeriet den 3. maj, som ifølge Elizabeth Shackelford »chokerede mange, fordi du satte spørgsmålstegn ved nytten i at fremme menneskerettigheder, når det er ubelejligt.«
»Jeg forstår bedre end nogen anden, at vi skal balancere mellem konkurrerende interesser, men menneskerettigheder og demokrati er fundamentale elementer i en mere sikker verden for vores folk.«
Om sine nu tidligere kollegaer skriver hun, at hun nærer dyb respekt for dem, som »på trods af den stikkende disrespekt, som denne administration har vist vores profession, bliver ved med at kæmpe for at holde vores udenrigspolitik på den positive bane, som er nødvendig for at afværge en global katastrofe i stadigt farligere tider.«
Og så slutter hun af med en opsang til udenrigsministeren, som allerede flere gange har måttet afvise rygter om at være blevet fyret af Donald Trump.
For hvis ikke Rex Tillerson er i stand til at forhindre, at diplomater forsvinder i stigende antal og formår at vise lederskab »vil jeg ydmygt anmode dig om at følge med mig ud af døren.«