*

USA

Overblik: Anklager fælder kendt demokratisk senator

Den demokratiske senator Al Franken trak sig torsdag fra Senatet efter anklager om upassende seksuel adfærd.

I en tale til Senatet i Washington oplyser den demokratiske Al Franken torsdag, at han trækker sig fra sin post. Det sker, efter at en række kvinder har anklaget ham for upassende adfærd.

Her kan du få et overblik over anklagerne mod den landskendte tidligere komiker, der nu er senator, Al Franken.

  • Den første kvinde til at anklage Franken for upassende opførsel var Leeann Tweeden, en kvindelig radiovært.

Hun anklagede i november Al Franken for at have gramset på hende, mens hun sov på et militærfly i 2006. Påstanden blev ledsaget af et fotografi, der viser, at Al Franken tager hende på brysterne, mens hun sover.

Hun sagde videre, at Al Franken forsøgte at kysse hende, mens de to optrådte for amerikanske soldater.

- Jeg følte mig ulækker og krænket, skrev Tweeden i et opslag på mediet KABC's hjemmeside 16. november.

Franken undskyldte sin opførsel i et tweet og et personligt brev til Tweeden.

  • Den næste kvinde til at tale ud om upassende opførsel fra Al Frankens side var Lindsay Menz.

I et interview på ABC News anklagede hun Franken for at have gramset på hende, mens de to fik taget et billede på et marked i Minnesota i 2010.

- Min mand trådte et par skridt væk for at tage et billede af os. Jeg stod ved siden af senator Franken, og han hev mig ind til sig og lagde sin hånd på min numse. Jeg var chokeret, sagde 33-årige Menz.

  • Senere fulgte anklager fra to anonyme kvinder, der talte ud om Frankens adfærd til netmediet The Huffington Post.

- Han tog mig på ballerne under en fotografering, sagde den ene kvinde om en episode i 2007, hvor hun mødte Al Franken.

Den anden kvinde sagde til netmediet, at Franken rørte hende på numsen under et fundraisingarrangement i 2008.

Kvinden sagde også, at Franken foreslog, at de gik på badeværelset sammen. Franken benægtede sidste del af kvindens udsagn.

  • Den femte kvinde til at stå frem var soldaten Stephanie Kemplin. Hun fortalte til CNN, at Franken tog hende på brysterne, mens de fik taget et billede i 2003 under en turné, hvor Franken optrådte for amerikanske soldater.

- Da han lagde sin arm om mig, tog han mig på mit højre bryst. Jeg kan huske, at jeg tænkte, 'flytter han sin hånd? Var det en fejl?'. Han flyttede ikke sin hånd, sagde Kemplin til CNN.

  • I mediet Jezebel stod endnu en kvinde frem, der anklagede Franken for at givet hende "et vådt kys med åben mund" i 2006.
  • En tidligere medarbejder i Kongressen siger også, at hun blev antastet i 2006.

Kvinden, der har arbejdet for Demokraterne i Kongressen, sagde til netmediet Politico, at hun måtte afværge et kys fra Franken, der efterfølgende sagde: "Det er min ret som entertainer".

  • 6. december kom den seneste anklage mod Franken i mediet The Atlantic, hvor debattør Tina Dupuy skriver, at hun mødte Franken til en fest, der blev afholdt af en mediegruppe under præsident Barack Obamas indsættelse i 2009.

- Vi tog et billede sammen. Han lagde sin hånd på min hofte og greb om en håndfuld sul. Så klemte han til. Mindst to gange, skrev Dupuy.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her