Fortsæt til indhold
USA

Avis: Trump er klar til at fyre sin udenrigsminister

Højtstående embedsmænd siger, at udenrigsminister Rex Tillerson skal afløses af CIA-chef. Det Hvide hus afviser.

/ritzau/

Det Hvide Hus planlægger at skille sig af med udenrigsminister Rex Tillerson, oplyser flere højtstående embedsmænd i regeringen til New York Times.

Han skal erstattes på posten af chefen for CIA, Mike Pompeo.

Det skal ske inden for de nærmeste uger, siger kilderne.

Det er kendt, at forholdet mellem Trump og Tillerson har været anstrengt.

Kritikere påpeger, at Trump ved flere lejligheder har underløbet sin udenrigsminister ved at udsende erklæringer og tweets på kritiske tidspunkter. Blandt andet i forhold til Nordkorea.

Ifølge New York Times er den republikanske senator Tom Cotton udset til at blive den kommende direktør for CIA.

Cotton, der er en af Trumps nærmeste allierede, har allerede signaleret, at han vil taget jobbet, hvis han bliver tilbudt det.

Det fremgår ikke, om Trump har givet sin endelige godkendelse til ommøbleringen.

Det er stabschefen i Det Hvide Hus, John Kelly, som har udarbejdet planen, og han har vist den til andre embedsmænd. Den indebærer, at der skal byttes ud på pladserne tæt på nytår eller lige i begyndelsen af det nye år, skriver avisen.

Det Hvide Hus pressetalskvinde Sarah Sanders afviste dog torsdag historien.

- Når præsidenten mister tillid til en person vil de ikke længere være her. Rex er her, lød det fra Sanders.

Der er ikke første gang, der er rapporter om Rex Tillersons exit. Tidligere i år blev USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, nævnt som hans mulige afløser.

Tillerson, der er tidligere topchef i olieselskabet Exxon Mobile, har haft det vanskeligt på posten som udenrigsminister.

Han har været marginaliseret i flere spørgsmål, hvor udenrigsministeren plejer at spille en central rolle. Det er udover forholdet til Nordkorea også i spørgsmålet om den internationale atomaftale med Iran.

Tillerson har i private rammer omtalt Trump som en "idiot".

Omvendt har Trump beskyldt ham for at "spilde tiden" med at finde en diplomatisk løsning med Nordkorea.

Udenrigsministeriet i Washington har under Tillerson været gennem omfattende fyringer, og amerikanske diplomater har beklaget, at USA mister indflydelse rundt om i verden.

Embedsmænd fra Udenrigsministeriet har i flere medier beskyldt Tillerson for at at have isoleret sig i sit ministerium uden at søge råd hos diplomatiske eksperter.