Melania Trump ønskede ikke at blive førstedame: Troede hendes mand ville tabe
Vanity Fair bygger artiklen på venner tæt på præsidenten.
SAN FRANCISCO
Melania Trump, hustru til USA’s præsident, afslørede mandag ved en komsammen i Det Hvide Hus, hvordan hun har pyntet præsidentresidensens op til jul.
Men selvom førstedamen så smuk og veltilpas ud, ville hun formentlig have foretrukket ikke at være der.
Ifølge en artikel fra magasinet Vanity Fair ønskede Melania Trump ikke at blive USA’s førstedame.
Da hendes mand stillede op til præsidentvalget, havde hun ikke troet, at han kunne vinde.
»Uanset hvad var dette ikke noget, som hun ønskede. Hun troede aldrig, at det ville ske,« siger en mangeårig ven af Donald Trump til magasinet.
Ironisk var det dog Melania, som pressede Donald Trump til at stille op.
Ifølge Roger Stone, en mangeårig republikansk strateg og tidligere rådgiver for Trumps præsidentkampagne, opfordrede hun sin mand til enten at stille op eller stoppe med at tale om at gøre det.
»Hun var tydeligt den, som sagde: stil op eller gør det ikke. Hun vidste, at han havde det i sig; han har altid ønsket at gøre det. Så det var hende, der pressede ham til det.«
»Men jeg tror ikke, at hun nogensinde var vild med det. Hun sagde, det er ikke min ting. Det er Donalds. Men jeg tror, at hun forstod, at han ikke ville være tilfreds, hvis han ikke gjorde det.«
Historien blev mandag afvist af Melania Trumps talskvinde, Stephanie Grisham, som kaldte Vanity Fairs artikel »slibrig« og »skammelig.«
»Endnu en gang leverer de liberale medier, denne gang Vanity Fair, hullede historier baseret på unavngivne kilder og falske antagelser,« siger hun i en udtalelse:
»For et magasin, der er skræddersyet til kvinder, er det skammeligt, at de fortsætter med at skrive slibrige og falske historier, som har til hensigt at fornedre fru Trump frem for at fokusere på hendes positive arbejde som førstedame og som støttende hustru og mor.«
Modvilje eller ej – Melania Trump er i dag mere populær end sin mand. I en af de seneste målinger lå hendes popularitet på 44 pct. sammenlignet med Donald Trumps på 41 pct.
USA’s førstedame skriver på mange måder også historie.
Hun er den første udenlandskfødte førstedame siden Louisa Adams, gift med John Quincy, USA’s sjette præsident fra 1825-29.
Hun er også den første førstedame, som er født i et kommunistisk land. Hun er den eneste førstedame, som ikke flyttede ind i Det Hvide Hus samtidig med sin mand. Melania blev boende i New York i de første måneder, så parrets fælles søn kunne gøre sit skoleår færdigt.
Hun skriver også historie ved at være den første førstedame, som er den tredje hustru til en præsident (Donald Trump har været gift to gange tidligere). Melania Trump er ligeledes den eneste førstedame, som har poseret nøgen for publicerede billeder.