Sådan virker IS’ propagandamaskine
Der er hidtil uset grad af markedsføring i Islamisk Stats propagandavideoer.
Video'er i spillefilms-længde, en enorm aktivitet på de sociale medier og en udbredt forståelse for, hvordan man hurtigt får bredt sit budskab til hele verden.
De sociale medier udgør et enormt aktiv for Islamisk Stat (IS), og den form for markedsføring, som terrororganisationen leverer, er ikke set før.
Det mener projektforsker ved Center for Militærhistorie, David Vestenskov.
"Jeg har ikke før set en lignende form for propaganda. Der er ingen terrororganisationer, der før har gået så meget op i markedsføring, som IS gør. I forhold til IS var Taliban meget primitiv, og da al-Qaeda stod stærkest, gik de mere op i at fortælle, hvad de gjorde. IS går meget op i at vise det med flotte billeder," siger han.
Det er især via Twitter og internetfora, at IS høster meget af deres udbredelse.
Måden, de gør det på, er at snylte på store begivenheders hashtag og populære fora for at sikre den bredest mulige distribution af deres videoer.
Det engelske medie The Guardian har analyseret en af de seneste video-delinger fra IS. Analysen viser, at organisationen tager en lang række teknikker i brug for så hurtigt som muligt at øge distributionen via Twitter og YouTube.
Ved at bruge lidet kendte upload-tjenester, hjemmesider med anonym tekst-deling og myriader af Twitterkonti i baghånden kan en gruppe af mediepersoner hos IS omgå større hjemmesiders kontrol, og i løbet af få timer kan de sprede et budskab og en video vidt omkring på internettet.
Terrorgruppen har indset, at de skal nå vidt omkring hurtigt. Hvis ikke det lykkes, er det relativt let for henholdsvis Twitter og YouTube at fjerne indholdet igen, inden det kommer bredt ud.
Den video-deling, som The Guardian fulgte, viste, at propagandamedarbejdere forinden delingen efterspurgte de mest populære emner på Twitter på det pågældende tidspunkt samt populære Twitternavne, som de kunne bruge til at sprede deres budskab med. Ifølge The Guardian blev der skrevet på Twitter fra folk i IS' mediegruppe:
"Vi har brug for nogle, der kan forsyne os med de mest aktive hashtags i Storbritannien. Og også kontonavnene på de største berømtheder. Jeg tror, at hashtagget for Skotlands adskillelse fra Storbritannien bør være det første."
Videoen røg ud, netop da den skotske afstemning for uafhængighed var uhyre populær på Twitter.
Det er netop denne koordination, der gør, at IS er så gode til at sprede deres propaganda.
"De har en todelt kommunikation. Den ene er velorganiseret hvor de blandt andet har deres egen medieafdeling. Her bliver det nøje vurderet, hvad der skal frem og hvornår det skal frem. Den anden del er mere autonom. Den består af krigerne ude i marken og sympatisørerne rundt om i verden," siger terrorekspert Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Stockholm.
Og problemet er, at de sociale medier gør det let for alle at komme vidt omkring, mener David Vestenskov.
"Det er meget svært at skærme af for. Så snart nogen lægger videoen op, bliver den delt til andre steder. Man kan ikke rigtigt bremse det, så længe de har midlerne til at være så aktive på de sociale medier, fordi de sociale medier netop skal gøre det let for folk at komme på," siger han.
Alligevel bliver der gjort en indsats.
YouTube er ejet af Google, og her har man givet en række statslige organer, herunder en specialenhed ved det britiske politi, mulighed for at markere videoer som mistænkelige.
Det samme gør sig ikke gældende ved Twitter, hvor man i stedet gør opmærksom på, at over 100 medarbejdere arbejder døgnet rundt for at komme blandt andet terrorpropaganda til livs.