- Opdateret 23/04/2014 kl. 17:09
Israel bomber Gaza efter forsoningsaftale i Palæstina
En bombe har såret fire mennesker i det nordlige Gaza kort tid efter en forsoningsaftale mellem Hamas og PLO.
Seks mennesker er blevet såret ved et bombeangreb i Gazastriben onsdag.
Det var et israelsk militærfly, der smed bomben, og ifølge områdets Hamas-ledere er en af de seks personer alvorligt såret.
Israelsk militær har ikke kommenteret angrebet, der skete kort tid efter, at en forsoningsaftale mellem den islamistiske gruppe Hamas og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas' PLO faldt på plads.
De to parter meddelte på et fælles pressemøde, at der er indgået en enhedspagt, som indebærer, at grupperne inden for de kommende fem uger vil danne en fælles regering.
Ikke positivt modtaget
Og om seks måneder vil der blive afviklet regeringsvalg i Palæstina, oplyser parterne.
Forsoningen mellem de tidligere rivaliserende grupper sker, mens fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina er ved at kuldsejle.
Den nye enhedspagt blev heller ikke positivt modtaget af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, der siger, at Palæstina med aftalen viser, at landet ikke er seriøs omkring at redde de fredsforhandlinger, som USA mægler i.
Aftalen mellem Hamas og PLO fik flere tusinde mennesker til at fejre nyheden på gaden, da bomben ramte.
Bombeangrebet kommer få dage efter, at Gazastriben og Israel sendte missiler og raketter mod hinanden.
/ritzau/AFP