Syrisk kampfly skudt ned af tyrkisk ild

Tyrkiets væbnede styrker har skudt et syrisk kampfly ned tæt på Syriens grænse til Tyrkiet, efter at det havde krænket tyrkisk luftrum, oplyser tyrkisk NTV.

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, lykønsker søndag landets militær for at have skudt et syrisk kampfly ned tæt på grænsen og advarede om, at Tyrkiet ville slå hårdt tilbage, hvis dets luftrum blev krænket.

Syrien svarer igen ved at beskylde landets nordlige nabo, Tyrkiet, for åbenlys aggression efter nedskydningen af kampflyet, der havde bombet oprørsstillinger i grænseområdet.

- Det er en åbenlys aggressiv handling, der beviser Erdogans støtte til terrorgrupper, at tyrkisk antiluftforsvar nedskyder et syrisk militærfly, der var ved at jage terrorister inden for syrisk territorium i Kasab, siger en militærkilde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Brugte katapultsædet

Syrisk tv citerer en anden militærkilde for, at piloten nåede at skyde sig ud med katapultsædet, inden flyet styrtede brændende til jorden.

Tyrkiske medier oplyser, at militæret advarede to syriske kampfly, der nærmede sig grænsen, og sagde at de skulle bøje af. Da et af de syriske fly nægtede sendte Nato-landet Tyrkiet sine F-16-jagerfly på vingerne.

Syriske aktivister siger, at episoden opstod tæt på et område, hvor syriske oprørere kæmper mod præsident Bashar al-Assads styrker om kontrollen over en grænsepost mellem de to lande i byen Kasab.

- Det tyrkiske luftforsvar beskød en syrisk jagerbomber, da det angreb områder i den nordlige provins Latakia. Flyet brød i brand og styrtede til jorden på syrisk område, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Skød helikopter ned

Tyrkiets uberettigede militære aggression mod Syriens suverænitet i Kasab grænseregionen gennem de seneste to dage beviser dets indflydelse på begivenhederne i Syrien, hedder det i en erklæring fra de syriske myndigheder.

Sidste år skød Tyrkiet en syrisk helikopter ned, efter at den blev opdaget to kilometer inde i tyrkisk luftrum.

Tyrkiet strammede grebet, da et tyrkisk fly blev skudt ned af det syriske luftforsvar i juni 2012. Fra styret i Ankara lød det, at enhver syrisk overskridelse af tyrkisk territorium må betragtes som en trussel.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen