Rouhani: Iran opgiver aldrig sin ret til at berige uran
Iran opgiver ikke sit atomprogram, siger præsident Rouhani søndag, efter forhandlingerne er endt uden resultat
Iran vil ikke opgive sit atomprogram, og landets ret til at berige uran er absolut og vil aldrig blive fraveget, siger præsident Hassan Rouhani søndag ifølge flere medier.
De storpolitiske forhandlinger om Irans omstridte atomprogram sluttede natten til søndag dansk tid uden en aftale.
Præsident Rouhani kommenterer forhandlingerne søndag og siger, at den iranske forhandlingsdelegation optrådte rationelt og taktfuldt.
Iran har rettigheder
- Der er grænser, som ikke må krydses, siger Rouhani til det konservativt dominerede parlament, ifølge nyhedsbureauet Isna.
- Irans rettigheder og vores nationale interesser er sådan en grænse. Det inkluderer vores rettigheder under internationale regler og retten til at berige uran i Iran, sagde han.
Forhandlingerne har fundet sted i den schweiziske by Genève, og de er foregået i den såkaldte P5+1-gruppe, der er de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, Storbritannien, Kina, Frankrig, Rusland og USA samt Tyskland.
/ritzau/Reuters