- Opdateret 31/10/2013 kl. 22:09
Israel har angrebet syrisk militærbase
Israelske fly har torsdag beskudt en række mål ved en militærbase i syrisk havneby.
Los Angeles
Kampfly fra Israel har efter alt at dømme bombet et våben- og ammunitionslagre i den syriske havneby Latakia.
Det oplyser en embedsmand fra Obama-regeringen i Washington til CNN.
Raketter på vej til Hizbollah
Embedsmanden siger, at målet var raketter og tilhørende udstyr, som skulle fragtes til Hizbollah-militsen i Libanon.
Israelske medier skriver ligeledes omfattende om eksplosionerne ved militærbasen i byen, men aktionen er endnu ikke bekræftet af Israels militær eller regering.
Latakia er som Syriens vigtigste havneby en vigtig højborg for præsident Bashar al-Assads regime. Men den er tilsyneladende også vigtig for terrororganisationen Hizbollah, som fra 2012 har støttet Assad-styret militært i den syriske borgerkrig med flere tusinde mand.
Bevægelsen har omvendt modtaget omfattende støtte og hjælp til våbensmugling fra Syrien og Assad-familien.
Frygt for oprustning
Israel frygter i den forbindelse, at Hizbollah vil kunne bruge våbnene til angreb på israelske mål.
Af samme grund har israelsk militær angiveligt flere gange angrebet militære forsyninger på vej fra Syrien til Hizbollah.
Angrebet på våbenlagrene i Latakia fandt efter alt at dømme sted tidligt torsdag morgen, lyder meldingen.