Iran: Et angreb på Syrien vil være Israels undergang
Både den syriske præsident og Iran advarer kraftigt mod at angribe Syrien.
Hvad der lignede en nært forestående krigserklæring mod Syrien for bare et døgn siden, er blevet til mere afdæmpede udmeldinger om politiske løsninger.
Men et angreb er langt fra afblæst.
Nu understreger chefen for Irans revolutionære garde, Mohammad Ali Jafari, at USA skal tænke sig godt om, før man vælger den militære vej.
Israel skal betale
"Et angreb på Syrien vil betyde Israels forestående undergang," siger Mohammad Ali Jafari ifølge Reuters til det iranske, islamiske nyhedsbureau Tasnim.
Ligesom det syriske styre skyder han skylden for sidste uges giftgasangreb på hundredvis af civile i udkanten af Damaskus på oprørerne.
Oprørerne mener til gengæld, at regimet står bag angrebet, hvilket bakkes op af adskillige vestlige stater.
FN's våbeninspektører er fortsat i Syrien for at indsamle beviser på, at der blev brugt giftgas. De vil efter planen komme med en konklusion om tre dage.
Assad: Syrien vil forsvare sig
Den syriske præsident Bashar al-Assad har ligeledes udtalt sig om konsekvenserne ved et eventuelt angreb.
"Syrien vil forsvare sig mod enhver form for aggression," skal Assad ifølge det statslige nyhedsbureau have sagt til en delegation fra Yemen.
Mohammad Ali Jafari er ikke i tvivl om, at USA vil betale dyrt for et angreb.
"Syrien vil blive en mere dødsensfarlig slagmark end Vietnamkrigen, faktisk vil Syrien blive USA's anden Vietnamkrig," lyder det.