Nu truer al-Qaeda-gruppe også Syrien
En gren af al-Qaeda i Irak vil hævne giftangrebet i Syrien.
Det er ikke kun USA og landets allierede, der tænker i et militært angreb mod Syrien efter giftangrebet på den syriske befolkning.
En al-Qaeda-gruppe i Irak truer nemlig med en "vulkan af hævn" mod den syriske regerings sikkerhed og flere militære poster.
Gruppen er kommet med en officiel udtalelse om hævnaktionen efter at have mødtes med otte syriske fraktioner, som nu angiveligt skal udføre angrebet for al-Qaeda.
"Fraktionerne har besluttet af udføre "Vulkanen af hævn-invasionen" som svar på massakren imod vores folk. De har besluttet at angribe mod sikkerhedsafdelinger, træningscentre og infrastruktur i Damaskus," er en talsmand citeret for at sige til SITE.