Egyptiske medier lukket ned på stribe
Et slag mod ytringsfriheden, kritiserer Amnesty efter lukningen af tv-stationer og avis.
"Et slag mod ytringsfriheden."
Sådan lyder kritikken fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International efter at de egyptiske myndigheder har kastet sig over islamistiske medier.
Torsdag lukkede myndighederne fire islamistiske tv-stationer og forbød udgivelsen af Det Muslimske Broderskabs avis. I forvejen har myndighederne ransaget tv-stationen Al-Jazeeras egyptiske filial.
Amnesty: Husk menneskerettighederne
Myndighedernes hårde kurs over for medier, som er venlige over for den afsatte præsident Mursi, har vakt kritik både i Egypten og uden for landets grænser, skriver nyhedsbureauet AP.
Broderskabet betegner lukningerne af medierne som en tilbagevenden til den "undertrykkende" politik, som hører til Egyptens "mørke tider". Amnesty International kalder lukningerne for et overgreb på ytringsfriheden og peger på militærets veldokumenterede overgreb på medierne.
"I denne følsomme tid og med en suspenderet forfatning er det mere vigtigt end nogensinde, at Egyptens militære kompleks anerkender Egyptens forpligtigelser i forhold til menneskerettighederne," siger Salil Shetty, generalsekretær i Amnesty International.
Lukket midt i udsendelse
Også Committee to Protect Journalists i New York er bekymret og kalder lukningerne for "en bekymrende series af indgreb, som synes skabt til at afskære dækning af begivenheder med Morsi-tilhængere," siger komiteen i en udtalelse. Også fra The Arab Network for Human Rights Information i Kairo advarer mod lukningerne.
Blandt de lukkede tv-stationer er Misr 25, som drives af Det Muslimske Broderskab. Tv-stationen blev lukket ned onsdag aften, netop som den viste indslag med tilhængere af præsident Mursi, som råbte "ned med militærstyret" som reaktion på militærrådet meddelelse om, at Mursi var styrtet.
Også Al-Jazeera's tv-kanal blev sat skakmat onsdag aften, da myndighederne ransagede tv-stationen og anholdt 28 ansatte. Næsten alle er siden løsladt, meddeler Al-Jazeera torsdag; kun den administrerende direktør og stationens udsendelsesleder tilbageholdes stadig.
Live-udsendelser blokeret
Al-Jazeeras signal i Egypten udsendes fra hovedkvarteret i Qatar, så tv-stationens udsendelser kører stadig i Egypten. Men stationen er afskåret fra at dække begivenheder i Kairo live, fordi leverandører af sendemateriel har fået forbud af myndighederne mod at levere til Al-Jazeera. Redaktionen var lukket torsdag, oplyser AP.
Blandt andet har AP's egen tv-afdeling fået ordre om ikke at levere tv-signaler til Al-Jazeera i Egypten, hvilket har fået AP til skarpt at protestere over for myndigheder og Egyptens regering, som til gengæld har henvist til gældende lokal lovgivning.
De tre øvrige lukkede tv-stationer er Al-Nas, Al-Rahma og Al-Hafez, som alle støtter den ultrakonservative salafist-bevægelse. AP skriver, at tv-stationerne med Mursis fald med ét slag er kommet i myndighedernes søgelys, fordi de i løbet af det seneste år har sendt en række interviews med islamistisk hardlinere, som har angrebet og hånet Mursis modstandere.