- Opdateret 24/05/2013 kl. 13:49
- Artiklen opdateres
Oprørere angriber Yemens vigtigste olieledning
Yemens vigtigste olieledning til eksport er fredag angrebet af "undergravende elementer".
Oprørere har fredag angrebet Yemens hovedledning for olieeksport og dermed stoppet strømmen, oplyser landets forsvarsministerium.
"Undergravende elementer" i Serwah i den centrale Maarib-provins står bag angrebet, hedder det i udtalelsen fra ministeriet.
Olie er afgørende vigtigt for det arabiske lands økonomi og udgør 70 procent på statsbudgettet.
Udsat for angreb
Siden en oprørsbølge tog fart i Yemen fra 2011, har olieledninger i landet været udsat for flere angreb.
Olieledningen fører ud i det Røde Hav, og den transporterer 125.000 tønder olie om dagen.
USA har stort fokus på Yemen, hvor amerikanerne er interesseret i stabilitet - ikke mindst i forhold til landets strategiske position tæt på det magtfulde olieland Saudi Arabien.
Amerikanerne er samtidig bekymret for al-Qaedas aktiviteter og tilknytning til Yemen.
Ritzau