Skærpet arabisk kurs mod Syrien
Ny resolution af Den Arabiske Liga kan give våben til de syriske oprørere.
- Enhver medlemsstat har ret til at tilbyde alle former for selvforsvar, også militært, til den syriske befolknings modstandsbevægelse og Den Frie Syriske Hær, hedder det i resolutionen.
Syriens regime under ledelse af præsident Bashar al-Assad beskylder allerede Saudi-Arabien og Qatar, der er værtsland for topmødet, for at forsyne oprørsbevægelsen med våben.
Lederne af Den Arabiske Liga, der også opfordrer det internationale samfund til at anerkende den nationale koalition som Syriens retmæssige repræsentant, understreger, at det er "en prioritet at finde en politisk løsning på Syriens krise."
Officiel repræsentant
Den syriske opposition har for første gang indtaget pladsen som officiel repræsentant for det syriske folk ved topmødet i Qatar.
Syriens Nationale Koalition er i forvejen anerkendt af snesevis af lande og organisationer som den legitime repræsentant for den syriske befolkning.
Tunesiens islamistisk-ledede regering er ved at undersøge rapporter om, at netværk i landet sender tusindvis af unge til Syrien for at bekæmpe regeringsstyrkerne, siger justitsministeriet i Tunis.
Præsident Moncef Marzouki sagde i sidste uge, at de unge kan blive radikaliseret så meget, at de udgør en fare for den nationale sikkerhed, når de vender hjem.
Han sammenlignede situationen med algeriere, der kæmpede i Afghanistan, og som vendte tilbage som ekstremt militante ekstremister.
Ritzau