- Opdateret 19/03/2013 kl. 13:05
Syriens regime: Oprørerne bruger kemiske våben
De syriske oprørere har brugt kemiske våben i den nordlige del af landet, skriver statsligt medie.
Det syriske regime beskylder nu landets oprørere for at affyre raketter, der indeholder kemiske stoffer, rapporterer det statslige syriske nyhedsbureau Sanaa.
Angrebet skulle være sket i Aleppo-provinsen, hvor mindst 15 mennesker angiveligt er døde.
- Terrorister har affyret raketter med kemiske stoffer i Khan al-Assal-området i Aleppo. 15 mennesker blev dræbt, de fleste af dem civile, rapporterer nyhedsbureauet.
Afviser beskyldninger
Oplysningerne er ikke bekræftet af andre kilder, men en syrisk oprørsleder, Qassim Saadeddine, afviser beskyldningerne.
Han siger derimod, at regeringen har affyret en raket med kemiske stoffer i byen Khan al-Assal.
- Vi fik meldinger om et regeringsangreb tidligt i morges i Khan al-Assal, og vi mener, at de affyrede en raket med kemiske stoffer, siger Qassim Saadeddine.
- Så hører vi pludselig, at de vender beskyldningerne mod os, konstaterer oprørslederen.
Vesten har advaret
Præsident Bashar al-Assad menes at råde over et betydeligt arsenal af kemiske stoffer.
De syriske myndigheder vil dog hverken bekræfte eller afvise at have en kemisk våbenkapacitet. Meldingen er, at den slags våben i givet fald kun vil blive brugt til at forsvare sig mod udenlandske angreb og ikke mod syrere.
Vesten har advaret det syriske regime mod enhver brug af kemiske våben og udtrykker også bekymring over, at lagrene skal falde i hænderne på militante grupper.
Bombede i Libanon
Mandag aften bombede syriske kampfly for første gang i den to år lange konflikt mål inde i Libanon.
En talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium betegner det som "en betydelig optrapning".
Angrebet skaber ny frygt for, at den syriske borgerkrig kan brede sig ind i Libanon.
Ritzau