Arabisk forår har øget salg af skudsikre biler
Pansrede biler med skudsikkert glas er blevet stærkt efterspurgte i Mellemøsten efter uroligheder.
I et værksted i et støvet industrikvarter i udkanten af Dubai er mekanikere ved at ombygge en Toyota Land Cruiser med pansrede plader, skudsikkert glas og run-flat-dæk, så bilen kan køre videre med punkterede dæk.
I kølvandet på Det Arabiske Forår har opstande, social uro og en tiltagende kløft mellem rige og fattige, ført til øget efterspørgsel efter sikre biler.
Et selskab som Ares Security Vehicles, der blev stiftet i 2010, er vokset eksplosivt og har fulde ordrebøger, fordi efterspørgslen efter skudsikre køretøjer er udbredt.
- Denne bil skal til Irak, mens den bagved skal til Rusland og vi venter på at få leveret 30 andre biler, som skal til Libyen, siger den belgiske mekaniker Marc Rouelle i værkstedet i Dubai.
De dyreste versioner af sikre biler er udstyret med defensive våben og har indbygget ilttanke i tilfælde af kemiske angreb. Producenter af luksusbiler som Mercedes-Benz, BMW og Jaguar Land Rover fremstiller deres egne pansrede udgaver af sikre biler.
Men en stor del af industrien er baseret på ombygninger af ældre biler.
- Det er et uoverskueligt marked, og det er svært at få oplyst tal og salgskurver, siger John Hawkes, der er senior analytiker for det militære tidsskrift IHS Jane's.
- Men selskaberne bag denne produktion taler om stigninger i salget på 30 til 40 procent, understreger han.
Ritzau