- Opdateret 05/02/2013 kl. 13:10
Iran deltager i nye atomforhandlinger
Iran siger ja tak til at deltage i nye atomforhandlinger med stormagter i slutningen af februar.
Iran sidder med ved bordet, når der er nye atomforhandlinger med stormagterne 26. februar i Kasakhstan, oplyser landets statslige nyhedsbureau.
Beslutningen er truffet under en telefonsamtale tidligere tirsdag mellem den ledende forhandler i Iran, Saeed Jalili, og den europæiske udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.
Ashton repræsenterer den såkaldte P5+1 gruppe, der er en betegnelse for et forhandlingsforum, hvor de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland taler med Iran.
P5+1 består af USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig plus Tyskland.
EU og iranske diplomater blev tirsdag enige om tid og sted. Mødet vil finde sted i Almaty, den største by i Kasakhstan.
- Vi håber, at møderne vil blive produktive, og at konkrete fremskridt kan gøres hen imod en forhandlingsløsning, der kan mindske det internationale samfunds bekymring over det iranske atomprogram, siger Michael Mann, en talsmand for Catherine Ashton.
Irans udenrigsminister, Ali Akbar Salehi, var søndag åben for, at de fastkørte forhandlinger med henblik på at begrænse Teherans atomare aktiviteter kunne genoptages den 26. februar. Det er så nu endeligt bekræftet.
Iran mistænkes af USA og Europa for at være i gang med at udvikle en atombombe.
Regimet i Teheran har svaret, at dets atomprogram kun har et civil formål - at producere energi.
De vestlige landes bekymring skærpes af, at Iran udvikler raketter med længere og længere rækkevidde.
Ritzau