Teheran advarer: Angreb på Syrien er angreb på Iran
Højtstående regeringskilde i Teheran siger, at Assads Syrien har "basal og central rolle i Mellemøsten."
Iran vil anse ethvert angreb på Syrien for at være et angreb på Iran selv, siger et højtstående medlem af regeringens inderkreds i en af de hidtil mest markante udtalelser om dets alliance med styret i Damaskus.
Iranerne støtter præsident Bashar al-Assad, der forsøger at nedkæmpe et næsten to år langt folkeligt oprør.
Teheran har gentagne gange advaret Vesten mod at intervenere i den syriske konflikt.
- Syrien har en meget basal og central rolle i regionen, hvor det står for en fast modstandspolitik.
- Af denne grund vil et angreb på Syrien blive opfattet som et angreb på Iran og Irans allierede, siger Ali Akbar Velayati, som er rådgiver for landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ifølge nyhedsbureauet Mehr.
Teheran ser Iran og Syrien som del af en akse, der er i konflikt med Israel og Vesten om at præge udviklingen i Mellemøsten.
Det shiamuslimske Iran indgik i 2006 en fælles forsvarsaftale med Syrien. Assad er shiamuslimsk alawit - en sekt, som omfatter omkring to millioner af Syriens i alt 22 millioner indbyggere.
Detaljer om aftalen mellem Iran og Syrien kendes ikke.
Ayatollah Ali Khamenei beskylder USA og Israel for at splitte muslimer ad og underminere "islamiske oprør".
- De forsøger på at ændre en jihad (hellig krig, red.) mod kolonialisme og zionisme til blind terror i gaderne, så muslimer udgyder hinandens blod, sagde han for nylig til pilgrimme på vej til Mekka.
Myndighederne i det shiamuslimske Iran betegner ofte Det Arabiske Forår som en islamisk opvågning. Nogle af disse oprør har bragt islamister til magten, mens andre, særligt i Syrien og Bahrain, har sat sunnimuslimer op mod shiamuslimer eller alawitter.
Ritzau