Hamas-leder trådte ud af raket i Gaza
Hamas-bevægelsens eksilleder, som er i Gaza for første gang, tiljubles af tusindvis af tilhængere.
Flere end 100.000 palæstinensere er på gaden i Gaza for at fejre, at det er 25 år siden, at den islamistiske Hamas-bevægelse blev dannet.
De mange feststemte mennesker fejrer også, at gruppens eksilleder, Khaled Meshaal, for første gang befinder sig i den palæstinensiske enklave.
- Jeg håber, at Gud vil gøre mig til martyr i det palæstinensiske land Gaza, sagde Meshaal fredag ved ankomsten til det lille Hamas-kontrollerede område fra Egypten.
Stor scene
Lørdag gjorde eksillederen sin officielle entre på en stor scene i Gaza By, hvor han foran sine jublende tilhængere overraskende trådte ud af en seks meter høj model af en M75-raket.
Det er den samme type raketter, som palæstinenserne affyrede mod israelske byer under den blodige konflikt med Israel i november, der kostede 174 palæstinensere livet.
I sin tale til de fremmødte lover Meshaal aldrig at anerkende Israel, og han siger, at Hamas aldrig vil opgive sit krav på det israelske territorium.
- Palæstina er vores fra floden til havet og fra syd til nord. Der vil ikke komme indrømmelser på en eneste tomme af det land, understreger Meshaal og tilføjer, at Israel aldrig vil opnå legitimitet.
Raketten, som Meshaal trådte ud af, var placeret mellem to tomme stole til minde om Hamas' grundlægger, Sheikh Ahmed Yassin, og bevægelsens militære leder, Ahmed Jaabari, der blev henrettet af Israel i henholdsvis 2004 og for en lille måned siden.
Nye kamphandlinger
Det var henrettelsen af Jaabari, der udløste de nye kamphandlinger mellem Israel og militante palæstinensere i Gazastriben.
Det er første gang i 37 år, at han befinder sig i et af de områder, hvor palæstinenserne kræver deres egen stat.
Khaled Meshaal flygtede som 11-årig med sin familie fra Vestbredden under Seksdageskrigen i 1967. Siden har han været i eksil.
Hamas blev grundlagt i 1987 og er inspireret af Det Muslimske Broderskab i Egypten.
Ritzau