Politi tror, forklædt gravid kan stå bag busbombe
Det israelske politi tror tilsyneladende, at det er en kvinde, der står bag terroranslaget.

Det israelske politi tror tilsyneladende, at det er en kvinde, der står bag den bombe, der eksploderede i en bus i Tel Aviv ved middagstid, lokal tid, onsdag.
Det skriver flere israelske medier.
Onsdag detonerede en bombe i bus nummer 142 i Tel Aviv og sårede flere end 20 mennesker. Der er stadig usikkerhed om, præcist hvor mange, der blev såret ved angrebet. Nogle israelske medier rapporterer at helt op til 28 passagerer skulle have fået skader, da bomben gik af.
Placeret under et sæde
En teenager er bragt til hospitalet hårdt såret, og endnu en teenager er moderat såret. Resten af passagererne er kun lettere såret eller er sluppet med chokket.
Det skriver The Jerusalem Post.
Bomben var tilsyneladende ikke udløst af en selvmordsbomber, men placeret under et sæde i midten af bussen.
Stadig bombe i området
Umiddelbart efter eksplosionen anholdt politiet en mand, som de mistænkte for at stå bag bomben, det viste sig dog, at han er uden forbindelse til attentatet, og han er derfor blevet løsladt.
Det israelske politi tror dog, ifølge Jerusalem Post, at der stadig er en person med en bombe i området.
Dette skulle ifølge bl.a. den israelske nyhedsside Y netnews dreje sig om en kvinde, forklædt som gravid.
Seks år siden
Det er otte år siden, at Tel Aviv sidst blev ramt af et voldsomt bombeangreb. I april 2006 blev 11 mennesker dræbt, da en palæstinensisk bombemand udløste en bombe ved en sandwichbod tæt på byens centrale busstation.
Bombeangrebet sker på ottendedagen af den israelske offensiv mod Gazastriben.
Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvem der står bag busbomben.