FN og USA frygter israelske landtropper
Hillary Clinton afbryder rundrejse i Asien for at stoppe Gaza-konflikt.
Såvel FN som USA beder nu indtrængende Israel om ikke at indsætte landtropper i Gaza. Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet har FN's generalsekretær Ban Ki-Moon opfordret til en øjeblikkelig våbenhvile mellem Israel og Hamas.
Generalsekretæren citeres for at sige, at han anser det som en faretruende eskalering af konflikten, hvis Israel sender landtropper mod de Hamas-kontrollerede områder.
Afbryder rejse
Også USA ser med bekymring på konflikten. Derfor afbryder udenrigsminister Hillary Clinton nu sin rundrejse i Asien for at flyve til Jerusalem for at tale med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, fortæller Reuters.
Udenrigsministeren har været på rundrejse i Asien med præsident Barack Obama, hvor de sammen blandt andre har besøgt den burmesiske demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi. Men allerede i dag vil hun flyve til Israel.
Hillary Clinton skal også besøge repræsentanter for de palæstinensiske myndigheder i Rammalah, men vil ikke mødes med Hamas-ledere.
Nøglen ligger hos Hamas
Amerikanerne mener, at det til syvende og sidst er Hamas, der skal stoppe sine angreb mod Israel, for at konflikten kan stoppe.
Den amerikanske udenrigsminister vil efter sit besøg i Rammalah tage til Egyptens hovedstad Kairo for at mødes med de egyptiske ledere.
Den nuværende konflikt mellem Israel og Hamas har nu stået på i syv dage.