Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Israel: Hamas-drab er kun begyndelsen

Både Israel og islamiske grupper rasler med sablen efter dagens bombeangreb i Gaza.

Israel fortsætter tilsyneladende sine aktioner i Gaza onsdag, efter landets luftvåben tidligere i dag dræbte lederen af den militære gren af Hamas, Ahmed Jabari, i et luftangreb i Gaza.

Onsdag eftermiddag melder Reuters, at Israels luftvåben har fortsat angrebene på enklaven ved det sydvestlige Israel. Ifølge nyhedsbureauet har Israel ramt flere mål i Gaza, herunder et ukendt antal politistationer.

Tidligere på dagen udtalte israelske militærkilder da også, at operationen i Gaza ikke var slut med drabet på Jabari. Jabari er den højeststående leder i Hamas, der er blevet dræbt af Israel siden den israelske invasion af Gaza i 2008.

Landoperation en mulighed

Det israelske militær udtalte sent onsdag eftermiddag til pressen, at militæret er forberedt på, at dagens drab kan føre til fornyede raketangreb fra militante i Gaza mod israelske byer, og at dette yderligere vil kunne udvikle sig til kampe i dagevis og endda en militær operation på landjorden i Gaza.

"Den tid, vi står over for i det sydlige Israel, vil efter min vurdering, blive langvarig. Hjemmefronten må forberede sig på at kunne stå imod," sagde brigadegeneral Yoav Mordechai ifølge Reuters tidligere onsdag.

Han åbnede også op for muligheden for en landoperation i Gaza, da han sagde, at "vi forbereder os, og hvis det bliver nødvendigt, har vi muligheden for at gå ind via landjorden."

"Porten til Helvede er åben"

Dagens angreb kommer efter cirka et døgns forholdsvist rolige forhold mellem de to parter.

Hen over weekenden blev der sendt et stort antal raketter ind i det sydlige Israel fra Gaza-striben, hvor Hamas har magten. Israel har løbende svaret igen, men ikke så voldsomt som i dag.

Både Hamas og Islamisk Jihad har efter drabet udtalt sig i truende vendinger mod Israel, og Hamas har sagt, at nu er "portene til helvede åbnet."

Politi i højt beredskab

Politiet i hele Israel er ifølge det israelske medie Haaretz i forhøjet beredskab.

Ifølge Haaretz holdt den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, tirsdag et møde med borgmestrene i de sydlige israelske byer, der er i størst fare for at blive ramt af gengældelsesangreb fra Hamas og andre.

Her sagde han blandt andet, at det var hans "lod at finde det rette tidspunkt til at udøve den strengeste straf mod, der er ansvarlige for raketangrebene mod Gaza."

Israel havde indtil 2005 besat hele Gaza-striben, men trak sig dengang ud og fjernede israelske bosættelser der. I 2008 gik det israelske militær atter ind i Gaza-striben i en tre uger lang kampagne, angiveligt som svar på gentagne raketangreb mod Israel.