Syrien: Israel er hjernen bag det hele
Syriens udenrigsminister anklager Israel for at være årsag til konflikten.
Mens 200.000 indbyggere i byen Aleppo er flygtet fra de seneste dages voldsomme kampe, langede Syriens udenrigsminister søndag ud efter nabolandene.
Under et pressemøde i Irans hovedstad Teheran beskyldte Walid al-Moallem de øvrige mellemøstlige lande for at støtte oprørerne på Israels befaling.
"Israel er hjernen bag det hele i denne krise," lød det ifølge nyhedsbureauet AP.
Hvem har kontrollen?
Den syriske hær påstår, at den har tilbageerobret den centrale bydel Salaheddin i landets største by, Aleppo, efter voldsomme kampe med oprørsstyrker.
Påstanden afvises dog af aktivister i området, som siger til AP, at kampene stadig pågår, og at der ikke er nogen regeringsstyrker i bydelen, som stadig skal være under oprørernes kontrol.
USA har udtrykt bekymring for, at styret er ved at forberede en massakre i Aleppo, men har hidtil afvist at støtte oprørerne militært.
I stedet hjælper landet med kommunikationsudstyr og medicin.
Pind til ligkisten
I den senere tid har statsledere, eksperter og diplomater annonceret, at Syriens præsident Bashar al-Assad vil træde tilbage, men endnu har han holdt stand.
Søndag lød det fra USA's forsvarsminister, Leon Panetta, at angrebet på Aleppo kan blive Assads sidste.
"Hvis styret fortsætter de tragiske angreb mod sit eget folk i Aleppo, så tror jeg, at det vil være en pind til præsident Bashar al-Assads ligkiste, sagde han.
Panetta skal de næste fem dage besøge Tunesien, Egypten, Israel og Jordan.