Trillinger dør under storbrand i Qatar
En brand i et butikscenters legerum i Qatar har kostet 13 børn livet.
Tre newzealandske trillinger er blandt de 13 børn, der har mistet livet ved en voldsom brand i et stort butikscenter i Doha i den arabiske stat Qatar.
I alt er 19 mennesker døde, oplyser myndighederne. Da branden brød ud i legerummet, var der 20 børn indenfor. Fire børn fra Spanien er blandt de omkomne. Branden opstod på en førstesal i bygningen.
Tragedie
New Zealands premierminister, John Key, kalder trillingernes død for "en stor tragedie". De tre børn - Lillie, Jackson og Willsher Weekes - var formentlig tre år gamle.
Børnevens bedsteforældre er på vej til Qatar for at støtte familien, skriver de newzealandske medier.
- Alle anstrengelser var koncentreret om at få børnene ud, fortæller landets indenrigsminister, Abdullah bin Nasser Al-Thani.
Brandfolk måtte brække bygningens tag op for at komme ind i legerummet, for en trappe til etagen var styrtet sammen. Den tætte, sorte røg og en ekstrem temperatur gjorde det meget vanskeligt for brandfolkene at udføre deres arbejde.
Vært for VM i fodbold
Indenrigsminister Abdullah bin Nasser sagde mandag, at den offentlige anklagemyndighed har sat sig i spidsen for den efterforskning, der skal afklare årsagen til katastrofen.
Qatar er en lille, men stenrig golfstat, der får indtægter fra olie og gas. Mange udlændinge arbejder i staten.
Qatar er udset til at være vært for verdensmesterskaberne i fodbold i 2022.
Villagio-centret i Doha er meget populært blandt indbyggerne i Qatar og de udlændinge, der bor og arbejder i landet. Det er mere end blot butikker. Der er også biografer, forlystelsesområde og et hotel fordelt på 125.000 kvadratmeter.
Der er i øvrigt også bygget noget, der skal ligne kanaler i Venedig, så man i centret kan komme ud og sejle i gondol.