Iran truer med at sagsøge Google

Google har fjernet et navn fra sin korttjeneste, og det er de rasende over i Iran.

Det iranske udenrigsministerium har set sig godt sure på Googles populære korttjeneste på nettet, Google Maps.

Google har nemlig fjernet navnet på Den Persiske Bugt, når man kigger på kort i området, og det er i den grad at træde på Irans nationale stolthed, siger en talsmand fra Irans udenrigsministerium, Ramin Mehmanparast, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

"Googles skamløse fjernelse af navnet Den Persiske Bugt er en del af en 'blød' krig mod den iranske nation, og det strider imod historiske dokumenter. Vi har sat det på vores dagsorden at lave en officiel klage til Google," siger talsmanden.

Ifølge iransk stats-tv truede han også med at sagsøge internetgiganten.

Ømt emne

Og navnet på Den Persiske Bugt er et ømt emne blandt landene, som grænser op dertil: Saudi Arabien, Kuwait, Qatar, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Oman, Irak og Iran.

Historisk har bugten været kendt som Den Persiske Bugt på grund af Det Persiske Riges indflydelse i regionen.

Men i takt med stigende arabisk nationalisme i 1960'erne, begyndte de arabiske lande at kalde den olierige bugt for Den Arabiske Bugt.

Truede med flyveforbud

Iran, som i dag ligger, hvor Det Persiske Rige historisk lå, er meget sensitiv om navnet på bugten, og den iranske regering henvendte sig derfor til FN for at få bugten officielt anerkendt som Den Persiske Bugt.

Det er da også det navn, som de fleste lande og organisationer bruger, og Den Arabiske Bugt anses af mange for at være ukorrekt.

I 2010 truede Iran med at forbyde flyselskaber at flyve i iransk luftrum, hvis de refererede til Den Arabiske Bugt i stedet for Den Persiske Bugt.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen