Israelsk efterårsvalg er aflyst
Premierministeren overrasker ved at hive oppositionsparti ind i sin koalitionsregering.
Israelerne skal sandsynligvis ikke til parlamentsvalg i september, som der ellers er blevet lagt op til de seneste dage. Natten til tirsdag har premierminister Benjamin Netanyahu overraskende lavet en samarbejdsaftale med oppositionspartiet Kadima.
Søndag opfordrede Netanyahu parlamentet til at fremrykke det planlagte valg i 2013 til september i år, og så sent som mandag aften sagde han på det ugentlige ministermøde, at han ønskede et hurtigt valg.
- Jeg vil ikke have halvandet års politisk ustabilitet med afpresning og populisme. Jeg vil foretrække en kort valgkamp på fire måneder, der vil sikre politisk stabilitet, sagde han søndag på et møde i sit højrenationale parti Likud.
Ny regering
Med den nye aftale bliver Kadima en del af en ny koalitionsregering. Partiets leder, Shaul Mofaz, er blevet lovet en post som vicepremierminister og som minister uden portefølje. Detaljerne i aftalen er endnu ikke offentliggjort.
Men de inkluderer et håndslag på, at Kadima støtter Netanyahu som modydelse for ændringer i en kontroversiel lov, der tillader ultraortodokse jøder at afstå fra militærtjeneste.
Zehava Galon, leder af venstrefløjspartiet Meretz, undsiger aftalen som en "kynisk politisk manøvre".
Valgrygter
Gennem længere tid har det rumlet med valgrygter, og de blev forstærket af en meningsmåling for nylig, der viste, at hele 48 procent støtter et genvalg af Netanyahu og Likud.
Kadima er det nuværende parlaments største parti, men blot seks procent af vælgerne siger nu, at de vil stemme på partiet og dets nye leder, Shaul Mofaz.
Siden Netanyahu for anden gang blev taget i ed som premierminister i foråret 2009, har han stået i spidsen for en koalitionsregering.
Det nuværende parlaments mandat løber til oktober 2013.