Observatører trækkes måske ud af Syrien
Den Arabiske Ligas rådgivere siger, at observatørmission i Syrien bør stoppes hurtigt.
Et rådgivende organ i Den Arabiske Liga opfordrer til en øjeblikkelig hjemkaldelse af de observatører, som er sendt til Syrien, fordi det mener, at delegationen blot hjælper regimet i Damaskus med at dække over fortsat vold og undertrykkelse.
Den Arabiske Liga har sendt et lille hold observatører til Syrien, hvor de under stor mediebevågenhed skal undersøge om den syriske præsident, Bashar al-Assad, holder sine løfter om at stoppe undertrykkelsen af en folkelig, prodemokratisk protestbølge.
Men observatørerne har allerede givet anledning til megen uenighed.
Vrede over udtalelser
Lederen af delegationen, en sudanesisk general, vakte forundring ved at erklære sig godt tilfreds med sine første indtryk fra byen Homs, som har været et af centrene for demonstrationerne, og hvor mange er blevet skudt og dræbt siden sidste forår.
Det Arabiske Parlament, som består af 88 medlemmer fra alle ligaens medlemslande, og som har en rådgivende funktion, siger i en erklæring søndag, at mange stadig bliver ofre for vold i Syrien.
- Det har skabt vrede, at volden sker, mens arabiske observatører er til stede for at blotlægge de nøgne kendsgerninger.
Uneige observatører
- Det dækker over det syriske regime og giver det mulighed for at fortsætte dets umenneskelige handlinger, siger organisationens formand, Alial-Salem al-Dekbas.
Han siger, at ligaens udenrigsministre bør samles hurtigt og beslutte at trække observatørerne hjem.
Observatørerne var søndag uenige om, hvorvidt regimet havde placeret snigskytter på hustage i den sydlige by Daraa, hvor opstanden begyndte i marts sidste år.
En embedsmand fra selve ligaen siger i en kommentar, at det er for tidligt at tage stilling til observatørernes mission. Nytårsdag fortsatte demonstrationerne i adskillige byer.