Bombeangreb koster 15 liv i Irak

Dobbelt vejsidebombe sprængte lastbil med bygningsarbejdere. Også tre andre bomber.

Et bombeangreb i det centrale Irak har lørdag kostet mindst 15 mennesker livet og såret mindst 18 andre, oplyser sikkerhedsfolk og en læge.

Det dødelige bombeangreb på begge sider af hovedvejen fra Abu Ghraib, vest for Bagdad, til Fallujah, ramte en lastbil med bygningsarbejdere, oplyser politiløjtnant Omar Zawbai fra politiet i Abu Ghraib.

- Syv personer er dræbt og syv er såret ved eksplosionerne, siger Zawbai og tilføjer, at arbejderne kører på vejen hver dag, fordi de arbejder i Fallujah.

Varierende tabstal

Doktor Omar Delli fra Fallujah Hospital siger, at sygehuset har taget imod syv lig og syv sårede.

- Tre af de sårede har forladt hospitalet, mens de fire andre sårede befinder sig i en kritisk tilstand, tilføjer Delli.

En embedsmand fra det irakiske indenrigsministerium opgør antallet af dræbte og sårede til henholdsvis otte og tretten.

Vej med militær trafik

Embedsmanden, der ønsker at være anonym, siger, at vejen, hvor eksplosionen indtraf, ofte benyttes af Iraks væbnede styrker.

Indenrigsministeriet siger også, at tre bomber er eksploderet i Baab al-Sharqi-kvarteret i det centrale Bagdad. Her blev syv personer dræbt og 28 såret.

Voldshandlingerne i Irak er faldet, siden de kulminerede i 2006 og 2007, men der er fortsat jævnlige angreb. I alt 258 mennesker er dræbt i oktober ifølge officielle tal.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen