Danmark står bag ny resolution mod Syrien
En gruppe af lande vil ikke længere passivt se på, hvordan drabene på civilbefolkningen fortsætter.
Danmark vil sammen med en række lande ikke stiltiende se på, hvordan den alvorlige situation i Syrien optrappes. Landene tager initiativ til, at spørgsmålet bringes op i FN's Generalforsamling.
Foruden Danmark omfatter landene Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Norge, Jordan, Marokko, Saudi Arabien og Qatar. De har fremlagt en resolution, der stærkt fordømmer det syriske regimes fortsatte brug af vold mod dets egen befolkning.
Søvndal: Assad er isoleret
Samtidig udtrykker landene støtte til Den Arabiske Ligas bestræbelser på at fremtvinge en fredelig løsning på den uholdbare situation i landet under præsident Bashir al-Assads regime.
- Den Arabiske Liga har med sine klare skridt overfor Syrien i denne uge skabt ny dynamik i det internationale politiske pres på Syrien, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og fortsætter:
- Jeg synes derfor, at det har været indlysende at gribe denne mulighed og bidrage til yderligere at forstærke presset på Assad. Gruppen af lande, der er gået sammen om dette initiativ, understreger, at det ikke kun er Vesten, der har fået nok af Assads myrderier.
Assad er isoleret
Udenrigsministeren understreger, at Assad er isoleret. Han skal stoppe sine overgreb nu. Og der skal tages hul på reelle reformer i Syrien.
- Jeg er også glad for at kunne tage dette initiativ, mens vi venter på FN’s Sikkerhedsråd, som stadig skylder at få vedtaget en resolution, der utvetydigt sætter Assad regimet stolen for døren, understreger Villy Søvndal.
Resolutionen kræver blandt andet, at de syriske myndigheder indstiller alle krænkelser af menneskerettigheder og gennemfører de skridt, som de har accepteret gennem Den Arabiske Ligas handlingsplan.
Den kræver også, at det syriske regime giver adgang til den undersøgelseskommission, som er blevet nedsat af FN’s Menneskerettighedsråd. Resolutionen forventes sat til afstemning i den kommende uge.