Syrien kræver svar fra kritiske brødre

Syrien kræver hastemøde, mens rasende tilhængere af styret angriber Tyrkiets ambassade.

Artiklens øverste billede

Syrien har søndag krævet et hastemøde i Den Arabiske Liga for at drøfte "krisen" i landet.

Det sker dagen efter, at Den Arabiske Liga besluttede at suspendere Syrien for dets blodige overgreb på demonstranter og oppositionsfolk.

- Syrien kræver at ekstraordinært arabisk topmøde for at behandle krisen og dens negative konsekvenser for den arabiske verden, hedder det ifølge syrisk tv.

Sanktioner mod regimet

De arabiske lande besluttede lørdag, at de udover suspension vil indføre økonomiske sanktioner mod præsident Bashar al-Assads regime og indlede forhandlinger med den syriske opposition.

FN skønner, at flere end 3500 mennesker er dræbt i Syrien siden det tidlige forår af syrisk politi og soldater.

Tyrkiets ambassade stormet

At udviklingen er dramatisk understreges af, at flere tusinde regimetilhængere søndag eftermiddag stormede den tyrkiske ambassade i Damaskus og andre diplomatiske repræsentationer i landet, rapporterer det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia.

Det sker i vrede over, at Tyrkiet støtter Den Arabiske Ligas beslutning.

Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau blev ambassaden i Damaskus angrebet af 1000 mennesker, som syrisk politi forsøgte at holde på afstand med tåregas. Men demonstranterne samlede tåregasgranaterne op og kastede dem mod ambassaden, lige som flasker og andet affald også røg mod bygningen.

Familier evakueres

Ifølge tyrkisk tv er det besluttet at evakuere familierne til de tyrkiske diplomater i Syrien.

Det tyrkiske konsulat i Latakia blev angrebet af 5000 mennesker, der knuste ruderne i bygningen og afbrændte det tyrkiske flag, skriver nyhedsbureauet.

Lørdag blev ambassaderne for Saudi-Arabien og Qatar angrebet i Damaskus af flere hundrede mennesker, og der var materielle ødelæggelser.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen