Tidligere libysk regeringschef udleveres
Tunesisk appeldomstol afgør, at Muammar Gaddafis tidligere premierminister skal udleveres til Libyen.
En appeldomstol i Tunesien beslutter, at den tidligere libyske premierminister Al-Bagdadi Ali al-Mahmoudi udleveres til Libyen.
Det oplyser Mahmoudis forsvarsadvokat.
Mahmoudi var regeringschef under den tidligere diktator Muammar Gaddafi.
- Dommeren besluttede at udvise ham til Libyen. Det er en uretfærdig beslutning, en politisk beslutning, mener advokaten.
- Hvis han lider overlast i Libyen, er det tunesiske justitssystem deltager i det, siger han.
Mahmoudi flygtede 21. august til den tunesiske ferieø Djerba, da oprørerne var i gang med at indtage den libyske hovedstad, Tripoli.
Han blev en måned senere fængslet af de tunesiske myndigheder.