JP i Kairo: Ingen ved, hvad der sker nu
Onsdag vil blive en skæbnedag i Kairo, hvor det vil vise sig, om de voldsomme demonstrationer vil vare ved.
Fire dage.
Så længe har Egyptens anden revolutionsbølge varet.
Tirsdag meddelte feltmarshall Mohamed Hussein Tantawi i en tv-tale, at man var parat til at afgive magten ved en folkeafstemning, hvis det viste sig, at folket ikke ønskede den nuværende junta.
Den udmelding har dog ikke fået de mange tusinde demonstranter på Tahrir-pladsen til at vende hjem. Tvært imod. Ifølge det egyptiske sundhedsministerium er mindst 30 døde og over 100 blevet såret, siden protesterne brød ud i lørdags.
Afventer reaktion
Jyllands-Postens Mellemøst-korrespondent, Sanne Gram, følger begivenhederne i Egypten på tæt hold. Ligesom resten af verden afventer hun demonstranternes reaktion på Tantawis tale.
"Der var helt sikkert en del demonstranter, der gik hjem i går. Men der er også mange, der er blevet, og som har slået telte op på pladsen. Det er den hårde kerne. De kræver, at regeringen skal træde tilbage med det samme, og er ikke parate til at gå hjem," forklarer Sanne Gram.
Hun pointerer, at det endnu er uvist, om de mange demonstranter vil vende tilbage til Tahrir-pladsen onsdag og de kommende dage. Men hvis de kommer onsdag, så forventer korrespondenten, at urolighederne vil fortsætte i de kommende dage og kan eskalere fredag.
Hvis ikke, vil demonstrationerne skalere ned gradvist.
Mindre opbakning
Selvom kampene nu har taget til, så har demonstranterne ikke samme opbakning, som det var tilfældet ved demonstrationerne i foråret, hvor den daværende præsident Hosni Mubarak blev afsat.
"Mange andre egyptere er imod demonstrationerne, fordi de sætter hele landet i stå. Nu er der valg på mandag, og mange har den holdning, at man skal vente på det og få det ordentligt gennemført," forklarer Sanne Gram.
Sammenfald med foråret
Også på Det Dansk-egyptiske Dialoginstitut afventer man onsdagens udvikling.
Samtidig drager instituttets direktør en række paraleller med forårets revolution.
"De demonstrationer, vi ser nu, ligner på enormt mange måder forårets. Også den gang, var der mange, der mente, at nu er der demonstreret nok. Det stoppede ikke demonstranterne," siger Jakob Erle, der er direktør på Det Dansk-egyptiske Dialoginstitut.