NGO: Syrien mishandler systematisk
Regimets systematiske vold mod civile er forbrydelser mod menneskeheden, siger Human Rights Watch.
Syriske regeringsstyrker står bag forbrydelser mod menneskeheden, når de forsøger at knuse oprøret mod præsident Bashar al-Assad i oprørsbyen Homs i det centrale Syrien.
Det siger menneskeretsorganisationen Human Rights Watch (HRW) i en ny rapport.
- Den systematiske form for mishandling af civile i Homs, som syriske regeringsstyrker udfører, herunder tortur og ulovlige drab, udgør forbrydelser mod menneskeheden, siger HRW i en pressemeddelelse.
Alvorlige anklager
Forbrydelser mod menneskeheden anses for at være den alvorligste af alle kriminelle handlinger.
Ifølge rapporten er det især byen Homs, der har mærket Assad-styrets brutalitet i de seneste uger.
Sikkerhedsstyrker har dræbt mindst 104 mennesker i Homs siden den 2. november, hvor Syriens regering accepterede en arabisk plan for at få afsluttet den blodige konflikt i landet.
HRW: Store tab i Homs
Mellem april og august er mindst 587 civile dræbt i Homs, som dermed er den provins i Syrien, der har mistet flest indbyggere på grund af oprøret.
- Homs er et mikrokosmos af den syriske regerings brutalitet, siger Sarah Leah Whitson, HRW's Mellemøst-direktør.
Sikkerhedsstyrker har gennemført store militæroperationer i flere byer i provinsen, hvor tusinder er blevet anholdt, tvunget på flugt eller systematisk mishandlet i arresten, siger HRW.
Tegn på tortur
De fleste løslades igen efter nogle uger, men flere hundrede er fortsat savnet.
HRW har dokumentation for, at 17 er døde i sikkerhedsstyrkernes varetægt i Homs. Mindst 12 af dem viste tydelige tegn på at have været udsat for tortur.
I lighed med andre internationale organisationer har HRW ikke fået mulighed for at rejse ind i Syrien og beskriver arbejdet med at indhente troværdige oplysninger som "udfordrende".
Fakta fra flygtede
HRW's rapport er baseret på interviews med 114 indbyggere i Homs, der enten er flygtet til et af Syriens nabolande eller befandt sig i Syrien og var i kontakt med HRW over internettet.
Når Den Arabiske Liga mødes i weekenden, bør den gøre det klart over for præsident Assad, at den brutale fremfærd har konsekvenser, siger HRW.
Ligaen bør suspendere Syriens medlemskab, mens FN's Sikkerhedsråd bør indføre sanktioner mod de ansvarlige og henvise Syrien til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, anbefaler HRW.