Iran kalder FN-sanktioner ulovlige
De sanktioner, FN's Sikkerhedsråd har vedtaget mod Iran på grund af landets omstridte atomprogram, er ulovlige og bør snarest ophæves, siger Irans øverste nationale sikkerhedsråd.
- FN's Sikkerhedsråds entré i den islamiske republik Irans fredelige atomaktiviteter er ulovlig og ugyldig, lyder det fra rådet, der koordinerer Irans forsvars- og sikkerhedspolitik.
Sanktionerne, som FN's Sikkerhedsråd vedtog i sidste uge, er i strid med en paragraf i FN's charter og med reglerne i Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, mener det iranske råd.
- FN's Sikkerhedsråd bør snarest rette fejlene, lyder det i en meddelelse fra rådet.
Sanktionerne er rettet mod Irans atomprogram, som ifølge den iranske regering kun skal anvendes til fredelige formål. Men vestlige lande frygter, at Iran vil blive i stand til at udvikle atomvåben.