Mellemøsten

Observatører: Islamisk Stat er nu helt fordrevet fra Raqqa

Tabet af Raqqa er et stort tilbageslag for den militante gruppe, som indtog byen i 2014.

Syriens Demokratiske Styrker, der udgøres af kurdiske og arabiske krigeret, har ført an i nedkæmpelsen af IS i området. Foto: AP

Byen Raqqa i Syrien er nu fuldstændigt renset for Islamisk Stat. Det oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).

Syriens Demokratiske Styrker, der udgøres af kurdiske og arabiske krigere og støttes af den amerikanskledede koalition mod Islamisk Stat, har ført an i nedkæmpelsen af IS i området.

En talsmand for militsen bekræfter oplysningerne fra Sohr.

Militsfolk fra Syriens Demokratiske Styrker fester i gaderne og råber slogans fra deres biler, siger øjenvidner. På Raqqas stadion har militsen hejst sit flag.

- Alting er slut i Raqqa. Vores styrker har vundet kontrol over byen, siger militsens talsmand, Talal Sello, til nyhedsbureauet AFP.

Et stadion og et hospital, som kurdere og arabiske militsfolk tidligere tirsdag indtog fra IS, var jihadisternes sidste base i byen.

22 IS-krigere er dræbt i kampe på hospitalet, siger militsen.

Observatørgruppen Sohr siger, at 3250 blev dræbt under kampe i Raqqa i det nordlige Syrien. 1130 af dem var civile.

Mandag aften hed det, at der var omkring 300 IS-krigere tilbage i Raqqa, og at Syriens Demokratiske Styrker kontrollere 90 procent af byen.

Da IS blev erklæret for endeligt nedkæmpet i Raqqa tirsdag formiddag, var det efter fire måneders kampe om byen, som var jihadisternes hovedstad i deres selverklærede kalifat.

Amerikanske kampfly har bombet vej for de moderate syriske oprøre, som det også skete i de irakiske byer Ramadi, Mosul og Hawija.

Der er sket store civile tab, og situationen for de 15.000 civile, som har været holdt som fanger af IS i Raqqa, er ifølge FN kritisk.

Selv om mange IS-oprørere er dræbt i kampene, og mange andre er taget til fange - og nogle af disse er blevet likvideret - så er tusindvis af jihadister undsluppet. Mange af dem agter at fortsætte deres kamp.

- Oprørere, som skjuler sig blandt civile på flugt, er et stort problem, siger Aymenn al-Tamimi, som er tilknyttet Middle East Forum.

- Nogle af disse oprørere bliver måske i de områder, som IS har mistet, og de etablerer sovende celler, som kan gennemføre angreb, frygter han.

/ritzau/Reuters

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her