Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Fakta om Irans magtfulde Revolutionsgarde

USA indfører sanktioner mod Revolutionsgarden, som ifølge amerikanerne bidrager til ustabilitet i Mellemøsten.

/ritzau/

USA's finansministerium meddeler, at sanktioner mod Revolutionsgarden er en udvidelse af eksisterende sanktioner fra 2001. De indføres som straf for Revolutionsgardens støtte til Quds-styrken.

  • Revolutionsgarden er Irans mest magtfulde enhed inden for landets sikkerhedsstyrker.
  • Den blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret efter revolutionen, der resulterede i oprettelsen af en islamisk republik i Iran.
  • Den paramilitære Quds-styrke, der tæller 10.000-15.000 mand, er en kontroversiel gren af Revolutionsgarden. Quds-styrken står for operationer i udlandet og menes at have stor indflydelse på blandt andet Hizbollah i Libanon og shiamilitser i Irak og Syrien.
  • Revolutionsgarden har kontrol med store dele af Irans økonomi og har en ikke ubetydelig indflydelse på landets politiske system.
  • Revolutionsgarden kontrollerer Irans omstridte missilprogram og har sin egen hær, flåde og luftvåben.
  • Revolutionsgarden består af omkring 125.000 mand. Den kontrollerer Basij-militsen, der kan mobilisere en million mand.
  • Revolutionsgarden refererer direkte til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og ikke til landets militære ledelse.

Kilder: NTB, Reuters