Seks iranske unge er blevet anholdt for at danse Zumba
Anklagen lød bl.a. på, at de havde undervist i »vestlige dansetrin«.
På små filmklip kan man se fire drenge og to piger - alle iranske - danse Zumba og undervise i, hvordan bevægelserne skal gøres rigtigt.
Det har nu fået de seks unge mennesker anholdt i byen Sharoud, der ligger godt 400 km øst for den iranske hovedstad, Tehran.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Guardian.
De unge mennesker blevet arresteret af Revolutionary Guard, der er en iransk paramilitær eliteenhed, for bl.a. at danse og undervise i »vestlige dansetrin«, herunder dansen Zumba. Gruppen har ifølge det britiske medie filmet de forskellige danse og efterfølgende delt dem på sociale medier som Telegram og Instagram.
»Medlemmerne af et netværk, der underviser og filmer vestlige danse, er blevet identificeret og arresteret,« har Hamid Damghani, en kommandør fra Revolutionary Guards, ifølge The Guardian sagt til nyhedsmediet Jamejam Online.
Kommandøren tilføjer desuden, at reklame for og undervisning i sportsdans for kvinder er et »alvorligt problem«.
Anklagen lyder samtidig på, at pigerne ikke bar deres hovedbeklædning, den såkaldte hijab, på den måde, som loven ellers foreskriver.
»De blev arresteret af enhedens efterretningsstyrker, mens de underviste og lavede videoklip (...), da de forsøgte at ændre livstil og fremme mangel på hijab,« har Hamid Damghani ifølge The Guardian udtalt.
Zumba, der oprindeligt er en colombiansk dans med aerobic-bevægelser, blev gjort forbudt i juni af de iranske myndigheder, der mener, at dansen udgør en trussel over for islam.
Det er ifølge det britiske medie ikke første gang, at iranere er kommet i problemer efter at have fulgt de vestlige trends. I 2014 blev syv iranere idømt fængselsstraf for at producere en video, der indeholdt Pharrell Williams' sang "Happy".